Indhold

10.05.16 09:36

Debat: Business casen gør det ikke alene

Debat: Business casen gør det ikke alene

De kommuner, der formår at realisere business cases, er dem, hvor der er et tæt og løbende samarbejde mellem Excel-arket, ledelsen og virkeligheden. Foto: Colourbox.com

De kommuner, der formår at realisere business cases, er dem, hvor der er et tæt og løbende samarbejde mellem Excel-arket, ledelsen og virkeligheden, skriver Gitte Duelund Jensen i debatindlæg om velfærdsteknologi.

Af Gitte Duelund Jensen, leder af Center for Velfærdsteknologi i KL

Urealistiske business cases får ofte skylden, når det ikke lykkes at indfri forventningerne til velfærdsteknologi.

Men i stedet for at give business casen skylden, bør vi kigge på hvem i organisationen, der har udarbejdet business casen og spørge os selv, hvem der er gevinstansvarlig, og hvem der i praksis har efterlevet den. Har de arbejdet tæt nok sammen under forløbet?

Samarbejdet går begge veje

De kommuner, der formår at realisere business cases, er dem, hvor der er et tæt og løbende samarbejde mellem Excel-arket, ledelsen og virkeligheden. Og samarbejdet går begge veje: Excel-arket kvalificeres af dem, der er dybt inde i driftsorganisationen, og driftsorganisationen udvikles af dem, der sidder med overblikket over de forskellige fagområder.

Business casen er i sidste instans ikke andet, end det vi fylder i den. Det er derfor essentielt, at de oplysninger, der arbejdes med, afspejler organisationens faktiske forudsætninger for at løse opgaven – også når disse ændres undervejs i forløbet.

KL har netop offentliggjort en ny statusmåling, som beskriver udbredelsen af løsninger inden for det fælleskommunale program. Målingen giver gode eksempler på business casens muligheder samt områder, hvor vi fortsat har brug for at udvikle vores metoder til at gevinstrealisere. Eksempelvis når vi dokumenterer komplicerede arbejdsgange, hvor et for isoleret fokus udfordrer sammenhængen mellem Excel-arket og den praktiske virkelighed.

Med fokus på de rette forudsætninger

Logikken i det fælleskommunale program er, at de 98 kommunale driftsorganisationer skal kunne overføre andres erfaringer til egen organisation.

Statusmålingen viser eksempelvis, at der er forskelle i, hvor stort et afkast kommuner har fået af investeringen i forflytningsteknologi. Det er en teknologisk løsning, der muliggør, at man kan gå fra at være to til én medarbejder i forflytningssituationer samtidigt med, at det fysiske arbejdsmiljø for medarbejderne forbedres og borgeren oplever større tryghed og sikkerhed.

Nogle af forskellene er helt naturlige, da præmisserne for afkastets størrelse for eksempel er afhængig af, om forflytningsteknologierne implementeres på plejecentre eller i borgernes eget hjem, ligesom mængden af sparet vejtid er en væsentlig markør for det samlede provenu.

Med fokus på de rette forudsætninger er business casen her et oplagt redskab til at oversætte andres successer til egen kontekst. Det vil i første omgang sige at danne et beslutningsgrundlag for en mulig investering. Oversættelsesarbejdet forudsætter blot, at de erfaringer man læner sig op ad, er velbeskrevet og evalueringen er gennemsigtig på en sådan måde, at de udslagsgivende markører er til at få øje på.

Og med en aktuel dokumenteret gevinst på 265 millioner kroner ved anvendelse af forflytningsteknologi siden 2014 er de 98 kommuner nået langt med at samkøre business casens potentialevurderinger og den nødvendige forandringsledelse i driften.

For faktum er, at en væsentlig andel af teknologierne allerede var indkøbt og opsat før igangsættelsen af det fælleskommunale program i 2014.

*** 

Debatindlægget KL: Business casen gør det ikke alene er bragt i Altinget under Velfærdsteknologi den 10. maj 2016.

Annonce

Annonce

Annonce