Indhold

04.04.16 13:21

Budgettering af skat og generelle tilskud

KL kan i lighed med tidligere år tilbyde kommunerne at anvende KL’s skatte- og tilskudsmodel til budgetteringen af generelle tilskud og kommunens skatteprovenu. Ved tilmelding til den nye model tilmelder kommunen sig en abonnementsordning, sådan at kommunen ikke fremover skal tilmelde sig på ny hvert år. Framelding skal ske senest 1. februar for at gælde for det pågældende år.

Den nye skatte- og tilskudsmodel omhandler budgetåret 2017 og budget-overslagsårene 2018-2020. Endvidere vil modellen indeholde oplysninger om midtvejsreguleringen af kommunernes bloktilskud for 2016.

Skatte- og tilskudsmodellen kan anvendes af kommunen til at udarbejde skøn for kommunens provenu af kommunal indkomstskat, dødsboskat, udgifter til det skrå skatteloft samt tilskuds- og udligningsbeløb i budgetåret og de tre budgetoverslagsår.

Endvidere kan modellen anvendes til at gennemføre følsomhedsanalyser fx i forhold til valget mellem selvbudgettering og statsgaranti for budgetåret 2017, når statsgarantien er udmeldt af Social- og Indenrigsministeriet.

Modellens sammenstilling af valget af garanti med valget af selvbudgettering vil indeholde en automatisk belysning af betydningen af ændringer i lands- og hovedstadsparametre. Den automatiske beregning viser, hvor meget, der skal rykkes på KL’s skøn, før valget mellem statsgaranti og selvbudgettering tipper.

Beregningerne i skatte- og tilskudsmodellen foretages online via en hjemmeside. Det er muligt for kommunen at gemme de oplysninger, kommunen indberetter, samt løbende at downloade de vejledninger, som KL udsender.

Skatte- og tilskudsmodellen kan i princippet anvendes 24 timer i døgnet.

Kommunen kan tilmelde op til 3 brugere af modellen. Hver bruger får tildelt sit eget område. I det brugerspecifikke område kan brugerne arbejde uafhængigt af kommunens øvrige brugere og uden at påvirke beregninger, som andre brugere foretaget. Endvidere oprettes automatisk en fællesbruger for kommunen, som alle kommunens brugere har adgang til.

Alle kommunens brugere vil få en mail, når KL udsender information om opdateringer af modellens beregningsgrundlag m.m.

Ny supplerende analysemodel

KL har som supplement til den almindelige skatte- og tilskudsmodel på forsøgsbasis udviklet en ny analysemodel. Modellen er en udbygning af flyttemodellen for 2016. Sigtet med den nye model er at gøre det muligt for kommunen at analysere konsekvenserne af større ændringer i beregningsgrundlaget for de generelle tilskud.

I den nye analysemodel er muligt at justere på alle kommuners oplysninger i samme beregningsgang. Endvidere medtager den nye model flere poster end flyttemodellen i opgørelsen af de generelle tilskud. Modellen giver fx også mulighed for at justere bloktilskuddet samt nettodrifts- og anlægsudgifterne i opgørelsen af kommunernes udgiftsbehov.

Den nye model vil være tilgængelig i løbet af foråret.

Tilmelding

Såfremt kommunen ønsker at anvende den nye skatte- og tilskudsmodel, skal kommunen oprette sig som bruger på modellens hjemmeside http://www.tilskudsmodel.kl.dk/.

Oprettelsen sker ved, at kommunens brugere på modellens hjemmeside udfylder boksen "Tilmelding". I forbindelse med oprettelsen vil der blive efterspurgt oplysninger om email-adresse, navn, telefonnummer og ean-nummer. Brugerne vil herefter pr. e-mail modtage egen adgangskode samt adgangskode og brugernavn for kommunens fællesbruger.

Prisen for anvendelse af skatte- og tilskudsmodellen i 2016 er 27.940 kr. + moms pr. kommune.

Ved tilmelding til den nye model tilmelder kommunen sig samtidig en abonnementsordning, sådan at kommunen ikke fremover skal tilmelde sig modellen på ny hvert år.

Kommunen har hvert år mulighed for at framelde sig modellen. En eventuel framelding skal ske senest 1. februar i året før budgetåret og sendes skriftligt til Økonomisk Sekretariat i KL, lnn@kl.dk. Næste frist for framelding er eksempelvis den 1. februar 2017.

Første udgave af skatte- og tilskudsmodellen for budgetåret 2017 forventes sat i drift primo uge 15. Abonnenter vil automatisk få besked pr. mail, når det er sket.

Kontaktperson i KL

Henvendelser vedrørende KL’s skatte- og tilskudsmodel kan rettes til
Per Schollert Nielsen, tlf. 33 70 33 85, psn@kl.dk eller Mette Rosenbeck, tlf. 33 70 37 95, mtr@kl.dk.

Se også

Annonce

Annonce

Annonce