Indhold

LetBlanket

KL moderniserer KL’s blanketsamling i projektet LetBlanket. Formålet er at sikre, at kommunerne også i fremtiden har et effektivt og fælles forvaltningsgrundlag, som nemt kan omsættes i digitale forretningsprocesser. KL vil levere grundlaget for at kommunerne kan omsætte PDF-blanketterne til digital selvbetjening.

LetBlanket-konceptet skal sikre, at kommunerne ejer deres egen forretningsviden, når kommunerne anskaffer digitale løsninger. På de områder, hvor samtlige 98 kommuner er underlagt den samme lovgivning og praksis, sørger KL for  at arbejdet med at skabe og vedligeholde forretningsviden løses fælleskommunalt. Det handler om at kvalitetssikre og optimere de udviklings- og ændringsprocesserne der ligger til grund for vedligeholdelsen af blanketterne.

Hvad er en LetBlanket?

En LetBlanket er en praktisk måde at omsætte lovgivning til forvaltningspraksis. Leverandørene har brug for veldokumenteret, autoritativ, ajourført og lovmedholdig forretningsviden, hvis de skal skabe gode løsninger til kommunerne. LetBlanket gør viden lettere tilgængelig for kommunerne og leverandørmarkedet, da den nye måde at dokumentere forretningsviden på har processer, beslutningsmodeller og informationsmodeller som omdrejningspunkt. Som en del af det nye dokumentationskoncept, at arbejder KL også med at forbedre sprogbrug og kommunikation om blanketterne.

Målet med LetBlanket er at

  • skabe effektive flows
  • skabe forudsætning for at borgeren ikke skal indtaste samme oplysninger flere gange
  • skabe et bedre sprog – i øjenhøjde med borgerne

Hvad betyder LetBlanket for kommunerne?

  • De kommunale medarbejdere vil blive understøttet bedre i deres daglige opgavevaretagelse
  • Sagsbehandlerne får mere målrettet og relevant information om ændringer til LetBlanketterne
  • Høj aktualitet i blanketsamlingen
  • Bedre sammenhænge mellem digitale platforme (fx Virk.dk) og Letblanketterne
  • LetSupport gør det lettere at melde fejl´, ændringsforslag og få svar på spørgsmål
  • Leverandørerne vil kunne levere bedre og smartere løsninger til kommunen
  • Nye leverandører har nemmere ved at komme ind på markedet.

I udgangspunktet skal kommunerne ikke gøre noget som følge af LetBlanket-projektet. KL opfordrer til at flere kommuner går aktivt ind i LetBlanket-organiseringen og bidrager til at forme effektive kommunale forretningsprocesser. 

Hvordan realiseres LetBlanket projektet?

Teknisk dokumenteres processene i formatet BPMN, beslutningsmodeller i Decision Models og informationsmodeller i UML, som er velkende formater for it-leverandørerne. Forretningsviden dokumenteres i et ”sprog” som leverandørerne kan forstå KL hjælper med at pege på de rette snitflader ift. Rammearkitekturen og sørger for, at der er nem adgang til den relevante forretningsviden. Pdf’en udfylder - og vil fortsat udfylde - rollen som den analoge kanal for borgere, der er undtaget for digital selvbetjening.

Tidshorisont

Med godt 700 blanketter i KL’s blanketsamling er det en stor opgave at få transformeret alle blanketterne til det nye LetBlanket-format. Derfor er ambitionen at skabe LetBlanketter ud fra en prioriteret liste over områder med et stort potentiale og behov. Målet er således ikke at samtlige godt 700 blanketter nødvendigvis skal dokumenteres som ”LetBlanketter”.

Annonce




Annonce

Annonce