Indhold

Strategi og ramme

Den fælleskommunale rammearkitektur er fælles strategiske spilleregler for, hvordan vi stiller krav til og bygger digitale løsninger.

Bedre kvalitet og højere effektivitet

Digitalisering er en af de vigtigste veje til bedre kvalitet og højere effektivitet i de opgaver, som kommunerne er sat i verden for at løse. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi digitaliserer. Vi skal digitalisere på en måde, så vi bevarer nærheden til borgeren gennem en decentral løsning af opgaverne. Derved kan vi på samme tid effektivisere ved brug af smarte digitale løsninger og øge det kommunalpolitiske råde- og handlerum.

Fælles rammearkitektur et fælles anliggende

Den fælleskommunale rammearkitektur er et afgørende fundament for kommunernes digitalisering – både i fællesskab og lokalt. Arkitektur er et fælles anliggende, som har betydning for både kommunernes frihedsgrader i egen it-udvikling og udvikling af sammenhængskraften i hele den kommunale opgavevaretagelse. Men skal det fulde gevinstpotentiale høstes, skal kommunerne også lokalt tage ansvar for at sikre en sammenhængende digital opgavevaretagelse.

Principper, byggeblokke og standarder

Den fælles rammearkitektur består af fælles principper, byggeblokke og standarder, som skal bruges af alle leverandører på det kommunale it-marked. Populært sagt den spillebane og de spilleregler, der gælder, når leverandørerne skal levere it til kommunerne. 

Sammenhæng og genbrug

Data er digitaliseringens råstof, og med rammearkitekturen kan data deles og genbruges på tværs af it-systemer, også fra forskellige it-leverandører, fagområder, myndigheder og sektorer m.v. Dermed er rammearkitekturen vejen til at skabe den tværgående sammenhæng, som fx gør det muligt at give en sammenhægende service målrettet den enkeltes behov, automatisere og effektivere processer samt hente værdifuld viden i data.

Decentral, nær, tilgængelig, sammenhængende og effektiv

Rammearkitekturen er derved en afgørende indsats for at realisere visionen om en decentral offentlig sektor, der på én gang yder og faciliterer en nær og tilgængelig, sammenhængende og effektiv service.

Monopolbrud

Den fælles kommunale rammearkitektur udspringer af kommunernes fælles monopolbrudsarbejde. Rammearkitekturen dækkede i første omgang ydelsesområdet og lå til grund for den oprindelige plan for monopolbruddet. Siden har rammearkitekturen vist sit værd som et grundlag for at skabe en tværgående sammenhæng og innovation på tværs af de kommunale opgaveområder.

Arbejdet fortsætter

Arbejdet med at udbygge rammearkitekturen på de store velfærdsområder – undervisning og sundhedsområdet – er allerede begyndt og vil fortsætte. Med kommunernes fælles digitaliseringsstrategi 2016-2020 ‘Lokal og Digital – et sammenhængende Danmark’ er det målet at udbrede rammearkitekturen, så den dækker bredt på kommunale opgaveområder.

 

Annonce




Annonce

Annonce