Børne- og undervisningsminister Christine Antorini vil flytte opgaven for at koordinere rammeaftalerne om specialundervisning fra regionerne til kommunerne.
Dermed kan rammeaftalerne nu finde sted i sammenhæng med rammeaftalerne på det sociale område, som kommunerne overtog pr. 15. marts 2011.
Den årlige rammeaftale vil fremover bestå af en udviklingsstrategi og en styringsaftale ligesom på det sociale område.
I udviklingsstrategien er der fokus på den faglige udvikling i tilbuddene, fleksibilitet i anvendelsen, udvikling i behov m.v. I styringsaftalen fastlægges forhold som takstudvikling, prisstruktur (fx basis- og tillægstakster), aftaler om oprettelse og lukning af tilbud m.v.
KL vil desuden holde øje med de økonomiske konsekvenser i forbindelse med opgaveovertagelsen. Der er i lovforslaget lagt op til, at det samlet set vil få begrænsede økonomiske følger for kommunerne at overtage opgaven.