Professionshøjskolerne har et ønske om at kunne udbyde en ny mastergrad, fordi de nuværende diplom- og masteruddannelser ikke indeholder en integration af ’læring-i-praksis’ i uddannelsen. Professionshøjskolerne har også en ambition om at kunne konkurrere med universiteterne. KL er kommet med tre krav til en ny professionsmasteruddannelse.
Professionsmasteruddannelsen foreslås oprettet som et udbud på professionshøjskolerne rettet mod sygeplejersker, lærere, pædagoger m.fl. Uddannelsen foreslås oprettet som en ny gradstype, fordi forslaget til uddannelsen - til forskel fra de allerede eksisterende masteruddannelser - ikke er forskningsbaseret.
KL har indstillet nedenstående krav til den nye uddannelse:
Behov: Udbud af en ny type professionsmasteruddannelse skal være begrundet i et behov i den kommunale opgaveløsning.
Kvalitet: Det bør være et krav, at beskrivelsen af den nye uddannelse ændres, så den får samme forskningsunderstøttelse som eksisterende masteruddannelser.
Økonomi: Kommunerne bør kompenseres for nye udgifter, og en generel løn- og uddannelsesglidning skal undgås.