Indhold

05.12.16 22:32

Overvægtige er godt med på det danske arbejdsmarked

Næsten 80 procent af de 50-59 årige svært overvægtige i Danmark er i arbejde. Det er næsten lige så mange som blandt andre i samme aldersgruppe, og dermed ligger Danmark i den europæiske top. Det viser ny OECD-rapport. Ifølge forsker peger det på, at det danske arbejdsmarked er blevet mere rummeligt.

Danmark er blandt de bedste i Europa til at inkludere svært overvægtige på arbejdsmarkedet. Det viser en ny opgørelse fra OECD, der i 14 europæiske lande har sammenlignet beskæftigelsesraten blandt de svært overvægtige i aldersgruppen 50 til 59 år.

I Danmark er 79,7 procent af de svært overvægtige i arbejde, mens det gælder for 84,4 procent af de normalvægtige. Med en forskel i beskæftigelsesraten på kun 4,7 procentpoint ligger Danmark blandt de tre lande i undersøgelsen, hvor der er mindst forskel på beskæftigelsesraten mellem overvægtige og normalvægtige. Kun i Tjekkiet og Luxembourg er forskellen mindre, mens OECD-gennemsnittet er helt oppe på 13,5 procentpoint.

I bunden ligger Holland med en forskel i beskæftigelsesraten mellem svært overvægtige og normalvægtige på 19,4 procent, efterfulgt af Italien (15,9) og Spanien (15,5).

Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard, Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, siger, at undersøgelsen er interessant, fordi den peger på, at svær overvægt ikke har afgørende indflydelse på en ansættelse på det danske arbejdsmarked.

»Det tyder på, at der i Danmark ikke foregår en frasortering i samme grad som i de lande, vi sammenlignes med,« siger Thomas Bredgaard, hvis forskningsområder blandt andet er det rummelige arbejdsmarked og virksomhedernes sociale ansvar.

Han vurderer, at udviklingen kan hænge sammen med en stigende beskæftigelse, som erfaringsmæssigt betyder, at arbejdsmarkedet bliver lempeligere og mere inkluderende.

»Der er en tendens til, at udsatte grupper finder fodfæste på arbejdsmarkedet, når det går godt. Men vi ved også, at det hurtigt kan vende, når det bliver nedgangstider, og det spidser til,« siger Thomas Bredgaard.

Arbejdsmarkedsforskeren tilføjer, at man ikke ud fra tallene kan sige noget om, hvorvidt inklusionen omfatter andre udsatte grupper end de svært overvægtige:

»Det kan vi ikke vide, men tallene her peger i en positiv retning.«

På lige fod med andre

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition er en voksen over 18 år overvægtig, når han eller hun har et såkaldt Body Mass Index (BMI) på 25 og derover. Har man et BMI på 30 og derover, er man svært overvægtig, og det er kun den gruppe, som OECD-undersøgelsen dækker. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed var 14,1 procent af danskerne svært overvægtige i 2013.

LO-konsulent Christian Sølyst, der beskæftiger sig med socialpolitik og det rummelige arbejdsmarked, understreger, at et handicap som for eksempel overvægt ikke bør diskvalificere folk på forhånd.

»Tallene fra OECD-undersøgelsen kan tyde på, at det danske arbejdsmarked er mere inkluderende i forhold til denne gruppe sammenlignet med andre lande. For LO er det vigtigt, at der skal være plads på arbejdsmarkedet til mennesker, der har begrænsninger i arbejdsevnen. Man skal se på dem med udgangspunkt i deres kvalifikationer og så tage de nødvendige hensyn, hvis deres overvægt kræver det,« siger Christian Sølyst.

Dansk Arbejdsgiverforening ligger på samme linje. Ansættelsesretschef Flemming Dreesen understreger, at danske arbejdsgivere ved ansættelser kigger på kvalifikationer, ikke på handicap eller overvægt. Det ville være at sygeliggøre en stor gruppe mennesker.

»Personer med overvægt hører til den normale arbejdsstyrke og er på arbejdsmarkedet på lige fod med alle andre. Her i landet er det kvalifikationerne, der tæller, og det er vel også det, som tallene fra OECD-undersøgelsen udtrykker. At det danske arbejdsmarked ikke gør forskel på, om man er tynd eller tyk. Og vi kan jo ikke være slanke alle sammen,« siger han.

Flemming Dreesen mener ikke, at undersøgelsen kan tages som udtryk for, at det danske arbejdsmarked er blevet rummeligere eller viser større social forståelse end tidligere.

»Vi er slet ikke derhenne. Arbejdsgiverne ansætter efter kvalifikationer og kerer sig om de ansattes ve og vel. Og hvis man ikke kan udfylde sit job på grund af for eksempel svær overvægt, så finder man noget andet. Og det er man i stand til, fordi det danske arbejdsmarked er fleksibelt,« siger Flemming Dreesen.

Fleksjob kan være adgangsbillet

De overvægtiges landsorganisation, Adipositasforeningen, blev stiftet i 1999 med det formål at inddrage de overvægtige som en vigtig part i debatten om tiltag, der iværksættes omkring bekæmpelsen og forebyggelsen af stigningen af overvægtige i Danmark. Landsformanden, Birgitte Hansen fra Struer, glæder sig over OECD-undersøgelsens tal.

»Min erfaring er, at mange af de svært overvægtige forlader arbejdsmarkedet på grund af følgesygdomme. Men samtidig er det også mit indtryk, at der blandt virksomheder er en voksende social forståelse og et stort fokus på at fastholde arbejdskraften. Det kan have indflydelse på udviklingen,« siger Birgitte Hansen.

Med et BMI på mellem 30 og 36 vil det fortsat være muligt at have et arbejde, især hvis det ikke er fysisk belastende, vurderer Birgitte Hansen. Med et BMI på over 36 følger en række sygdomme, hvor det kan være svært at fastholde et arbejde.

»Man kan være så overvægtig, at man ikke kan holde til at arbejde, fordi man belastes af følgesygdomme som nedslidning, ryglidelser, diabetes og gigt,« siger hun.

For disse mennesker kan et fleksjob være adgangsbilletten til arbejdsmarkedet. Det gælder ifølge Birgitte Hansen ikke mindst de såkaldte små fleksjob på under 10 timer. Men den tendens er næppe slået igennem i OECD’s tal fra 2013, som er samme år, som fleksjobreformen trådte i kraft.

»Det er positivt, at OECD-undersøgelsen peger på, at det danske arbejdsmarked er blevet mere inkluderende. Vi skal netop nå frem til, at mennesker med en skavank som svær overvægt kan være på arbejdsmarkedet,« siger Birgitte Hansen.

Af Søren Peder Sørensen, sps@kl.dk

Annonce

Annonce

Annonce