Indhold

11.10.16 06:00

Skole med få timer: Det samlede tilbud er vigtigere end timetal

Det vigtigste er, at de studerende samlet får en god uddannelse, og fokus bør ikke kun ligge på timetal, mener uddannelseschef.

På professionshøjskolen VIA University College med afdelinger i Nørre Nissum, Silkeborg, Skive og Aarhus får de lærerstuderende i gennemsnit 170 timer med en underviser på et semester. Det er det næstlaveste antal på alle landets syv professionshøjskoler og 59,5 timer færre end på University College Syddanmark, hvor de lærerstuderende har 229,5 undervisningstimer pr. semester.

Elsebeth Jensen er uddannelseschef for læreruddannelsen på VIA, og hun er bevidst om, at hendes lærerstuderende får færre undervisningstimer end på de fleste andre professionshøjskoler, men kan ikke komme med en klar forklaring på, hvorfor det er sådan.

»Jeg kan ikke præcist svare på, hvorfor andre kan give det timetal, de giver. Et bud er, at vi har en forpligtelse til at udbyde uddannelser bredt i ”vores” region. Det betyder, at det ikke er muligt med fuldt optag af studerende på alle enheder, og det er en forpligtelse, vi gerne lever op til, men den koster. En del af undervisningstilbuddet er ganske rigtigt de timer, de studerende har sammen med en underviser, men på næsten alle uddannelser vil størstedelen være noget, der foregår uden en underviser,« siger Elsebeth Jensen.

Hvis man sørger for, at rammerne omkring de andre studieaktiviteter er tilrettelagt på en måde, så gruppearbejde og forberedelse er med til at forberede de studerendes tid med underviserne, så bliver kvaliteten af undervisningstimerne også bedre. Elsebeth Jensen henviser til en undersøgelse fra EVA af de studerendes studieintensitet, der viser, at det at hæve undervisningstimetallet ikke i sig selv medfører højere studieintensitet.

»Hvis man tilrettelægger studiet, så de studerende skal lave nogle meningsfulde opgaver og har en god forberedelse og struktur på deres forberedelse, så kan det, de laver med underviseren, blive meget mere kvalificeret,« siger hun.

Derfor tror hun heller ikke, at hun ville øge timetallet markant, selv hvis professionshøjskolen fik flere penge til at lave uddannelse for.

»Måske ville vi have lidt flere timer. Vores studerende får gennemsnitligt 12 timer om ugen, men jeg tror aldrig, jeg ville give de studerende mere end 18-20 timer om ugen, og det kun i perioder hvor det er nødvendigt,« siger Elsebeth Jensen, der mener, at VIA allerede giver de lærerstuderende en rigtig god uddannelse og understreger, at der er meget lav ledighed blandt de lærerstuderende, der dimitterer fra VIA.

Hun påpeger, at det ligger i opbygningen af læreruddannelsen, at der er forskel på tilbuddet på de syv forskellige professionshøjskoler. Det vigtige for hende er, at kvaliteten ikke er dårligere på VIA end på de andre professionshøjskoler, og det mener hun ikke, at den er.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

Kort tid efter denne artikel blev offentliggjort i Momentum 11. oktober 2016, blev vi opmærksom på, at der var en fejl i den database fra Undervisnings- og Forskningsministeriet, som tallene var trukket fra. Fejlen skyldtes, at ministeriet ikke havde korrigeret databasen for de justeringer, som skolerne selv havde fået mulighed for at gøre gældende. Ministeriets database er derfor efterfølgende blevet opdateret med de nye tal, og vi fandt det mest rigtigt også at korrigere vores artikel, så det er de korrigerede tal, som nu også fremgår ovenfor. Justeringerne gælder kun nogle uddannelser og ændrer ikke ved det samlede billede af store forskelle mellem skolerne.

Annonce

Annonce

Annonce