Indhold

09.02.15 21:35

Anbragte børn klarer sig langt dårligere end andre børn

De anbragte børn halter efter deres jævnaldrende. Langt færre tager en uddannelse og får et job som voksne, viser ny Momentum-analyse. En bedre indsats for at give de anbragte børn en afgangsprøve fra folkeskolen er ifølge forskere centralt for at udligne forskellene. Kommunerne vil opprioritere uddannelse til de anbragte børn.

Anbragte børn får langt sjældnere en uddannelse og et arbejde sammenlignet med de ikke-anbragte børn. Og samtidig havner flere anbragte børn i kriminalitet. Det viser en ny Momentum-analyse, hvor vi har fulgt og sammenlignet alle anbragte og ikke-anbragte børn fra årgangene 1982, 1987 og 1996 på en række parametre. Anbragte børn defineres som børn, der mindst én gang som 0-17-årig har været anbragt uden for hjemmet.

Resultaterne tegner et meget klart billede af, at de anbragte børn klarer sig langt dårligere end andre jævnaldrende:

•    40 procent af de anbragte børn har som 16-17-årige ikke taget folkeskolens afgangsprøve, mens det kun gælder seks procent af de ikke-anbragte børn.

•    30 procent af de anbragte børn har taget en ungdomsuddannelse som 25-årige mod 79 procent af de ikke-anbragte.

•    Kun 35 procent af de anbragte børn har som 30-årige en kompetencegivende uddannelse, mens 77 procent af de ikke-anbragte børn har det.

•    Kun 43 procent af de anbragte børn er som 30-årige i beskæftigelse, mens det gælder 77 procent af de ikke-an bragte børn.

•    24 procent af de anbragte drenge har været fængslet mindst én gang, når de er 30 år, mod kun fire procent af de ikke-anbragte drenge.

For Signe Frederiksen, forsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er der ingen tvivl om, at spændet mellem anbragte og ikke-anbragte børn på de forskellige parametre er stærkt bekymrende.

»Forskellen er absolut for stor. Ikke mindst blandt de unge, der bliver anbragt sent og ofte bliver anbragt på grund af problemer i forhold til familie, skolen og kriminalitet. For dem foregår der ofte en masse ting i deres liv, der gør det svært for dem at fastholde et skoleforløb, selv om de har et stort potentiale. Og uden uddannelse ender mange af dem også uden job, og nogle fortsætter den kriminelle løbebane,« siger Signe Frederiksen.

Hun pointerer, at selv om de anbragte børn rummer et stort potentiale for at klare sig bedre end i dag, så er det urealistisk, at de samlet set kommer på niveau med andre børn. En gruppe af de anbragte børn har simpelthen så store fysiske og psykiske problemer, at de ikke vil kunne tage en uddannelse eller få et arbejde.

Flere skal have folkeskolens afgangsprøve

Til gengæld ville det ifølge Signe Frederiksen kunne rykke meget på tallene for resten af livsforløbet, hvis man kunne få flere igennem folkeskolen på en bedre måde end i dag.

»For rigtig mange af de anbragte børn starter voksenlivets problemer med, at de ikke får afsluttet folkeskolens afgangsprøve, eller at den er meget dårlig. Dermed får de også langt dårligere mulighed for at tage en ungdomsuddannelse og få et arbejde,« siger Signe Frederiksen.

Analysen viser også en stor forskel i karakterniveauet, de anbragte og ikke-anbragte børn kommer ud med. De anbragte børn fra årgang 1996, der fik en folkeskoleeksamen, havde et karaktergennemsnit på 4,7, mens de ikke-anbragte børns var på 6,7. Kun 18 procent af de anbragte børn fik et gennemsnit over middel, mens det gjaldt 48 procent af de ikke-anbragte børn.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund (SL), mener også, at årene i folkeskolen er dér, hvor samfundet primært bør rette fokus hen for at hjælpe de anbragte børn bedre på vej.

»Vi ved jo, at uddannelse er den enkeltstående faktor, der har størst betydning for de her drenge og pigers livschance. Du kan ikke gøre noget ved deres gener og tidligere opvækst, men du kan gøre noget ved deres skolegang, og derfor er de her tal også så alarmerende. Der er ingen tvivl om, at vi skal have hævet indsatsen og de faglige ambitioner på deres vegne,« siger Benny Andersen.

Han mener, der er flere områder, vi kan sætte ind på for at forbedre de anbragte børns uddannelsesniveau.

»Selv om de anbragte børn har hårdt brug for kontinuitet, så oplever omkring halvdelen mindst to skoleskift, og det går naturligvis ud over skolegangen. Derfor skal vi blive bedre til at finde det rette match i første omgang. Samtidig anbringer vi stadig børnene for sent. Vi oplever for mange, der som 16-årige kommer ind på døgninstitution med to-tre familieplejer i bagagen, og så skal de hjælpes til at få en folkeskoleeksamen i løbet af et år,« siger Benny Andersen.

Han mener desuden, at socialpædagogerne på døgninstitutionerne, som kender børnene og deres udfordringer, bør involveres mere i folkeskolen og agere støtte for børnene i en periode.

Mere fokus på læring

Spørger man Inge M. Bryderup, professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, som igennem en årrække har forsket i anbragte børns skolegang og uddannelse, er der heller ingen tvivl om, at de anbragte børns uddannelsesniveau kunne være langt højere. Hun peger dog på, at tallene i tidligere undersøgelser har set lidt pænere ud i forhold til de anbragte børns skole- og uddannelsesniveau. Det skyldes formentlig primært, at der har været flere årgange af børn – specielt af de ældste – med i tidligere undersøgelser, og da de anbragte børn generelt er senere end andre til at få sig en uddannelse, betyder det, at tallene bliver højere end i Momentum-undersøgelsen.

»Under alle omstændigheder er der et stort potentiale for mere uddannelse til de anbragte børn, for de er jo ikke mindre intelligente end resten af befolkningen, og de vil gerne klare sig godt i skolen og have en ungdomsuddannelse. Det kræver selvfølgelig en dedikeret og sammenhængende indsats, hvor man tager hånd om den enkelte, men så viser undersøgelser også, at der er mulighed for klare forbedringer,« siger Inge M. Bryderup.

Hun peger blandt andet på, at vi skal blive bedre til at sikre, at børnene får en ordentlig lektiehjælp, hvor de er anbragt, eller ved hjælp af mentorer.

Kommunerne har desuden efter Inge M. Bryderups vurdering haft for lidt fokus på læringsdelen, når det gælder anbragte børn.

»Kommunerne har først villet ordne de sociale og psykiske udfordringer, mange af disse børn har, inden de for alvor begyndte at gøre noget ved skolegangen. Heldigvis ser det dog ud til, at kommunerne er begyndt at få øjnene op for, at man godt kan gøre noget ved skolearbejdet samtidigt,« siger Inge M. Bryderup.

Thomas Adelskov, borgmester i Odsherred og formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, er helt enig i, at langt flere anbragte børn skal have folkeskolens afgangsprøve og senere hen en rigtig uddannelse, som kan veksles til et job. Derfor bliver det også et centralt emne, hvordan man får hævet uddannelsesniveauet for de anbragte børn, når KL i starten af marts offentliggør et nyt udspil om en bedre indsats for udsatte børn og unge.

»Det kan og skal lykkes, at flere udsatte børn og unge får et hverdagsliv, som ligner alle andres, og her er afgangsprøven en vigtig forudsætning. Vi skal derfor styrke indsatsen omkring de anbragte børns skolegang og sikre, at det bliver en del af den samlede indsats på niveau med at hjælpe børnene med deres sociale, psykiske og fysiske udfordringer,« siger Thomas Adelskov.

Kræver en kulturændring

Aalborg Kommune er en af de kommuner, der allerede har sat fokus på at give de anbragte børn en bedre skolegang. Her valgte kommunen at gå strategisk til værks ved at lave en systematisk undersøgelse af de anbragte børns uddannelsesniveau.

»Undersøgelsen af børnene på de interne skoler på opholdssteder og døgninstitutioner var deprimerende læsning. Alt for mange fik ikke afsluttet folkeskolens 9. klasse, og mange blev fritaget for mange fag. For de anbragte børn i folkeskolen var det knap så slemt. Vi besluttede derfor at gentænke vores indsats i samarbejde med skoleforvaltningen,« siger Hanne Manata, socialchef i Aalborg Kommune.

Det betyder blandt andet, at medarbejdere fra skoleforvaltningen har været med ude på de interne skoler på opholdssteder og døgninstitutioner for at se, hvad der skal til for at hjælpe de enkelte børn og sikre en systematisk opfølgning på det enkelte barn. Målet er, at hvert eneste barn skal blive dygtigere.

»Meget ofte er rådgiverne optaget af de andre elementer i handleplanen, og så glemmer de at få specialviden ind omkring, hvordan vi styrker barnets skolegang,« siger Hanne Manata.

For de anbragte børn, der går i folkeskole, er det også centralt at sikre medarbejdernes fokus på skoledelen, ligesom man i skoleforvaltningen skal reagere hurtigere på mistrivsel fra børnene. Eksempelvis har mange ekstremt meget fravær, og der skal skolen hurtigt kunne sætte ind med supplerende støtte. Også børnenes anbringelsessted har fået en større rolle i børnenes skolegang, da de ansatte i højere grad skal støtte dem i lektielæsningen og sikre, at de ikke har mange forsømmelser.

Der er også behov for mere viden på området, så derfor har medarbejderne været til fælles temadage om emnet, blandt andet med oplæg fra forskere på området. Målet er, at der skal ske en kulturændring i synet på børnene:

»Omsorgsgenet blandt medarbejderne har næsten været for stort. For vi skal også huske at have ambitioner på børnenes vegne. Selvfølgelig har de nogle andre vilkår og skal hjælpes, men vi skal samtidig støtte dem i at bryde den sociale arv, og her er uddannelse helt centralt,« siger Hanne Manata.

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

Analyse: Bodil Helbech Hansen, KL's analyseenhed

Yderligere materiale