Indhold

18.03.13 21:25

Leder: Kommunalpolitik er vigtigt - for alle

Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL, skriver om vigtigheden af et stærkt lokaldemokrati og bestræbelserne på at hæve stemmeprocenten til det kommende kommunalvalg.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Det er bekymrende tal, som Momentum præsenterer på forsiden i dag. Kun en tredjedel af de unge under 25 år er sikre på, at de vil stemme til kommunalvalget. Og generelt er de unge langt mindre interesserede i kommunalpolitik end deres ældre medborgere. Faktisk er der næsten lige så mange unge, der primært finder kommunalvalget kedeligt, som der finder det vigtigt.

Selv om vi stadig har en høj valgdeltagelse sammenlignet med andre lande, må vi desværre også erkende, at valgdeltagelsen ved de seneste kommunalvalg er faldet, så den i 2009 var på det laveste niveau i 35 år. Den gode nyhed er imidlertid, at kommunerne er dybt opmærksomme på problemet. Rigtig mange borgmestre og kommunalpolitikere engagerer sig helhjertet i, hvordan vi kan løfte valgdeltagelsen og få både unge og ældre til at forstå, at kommunalpolitik er vigtigt og har stor betydning for dem og deres familiers hverdagsliv. Og det gør derfor også en stor forskel, hvem der sidder i kommunalbestyrelsen.

Det er jo kommunen, som henter dit affald og skaffer rent vand i din vandhane. Det er kommunen, som sørger for, at dine børn kan blive passet, eller dine forældre kan få den hjælp og pleje, de har behov for. Det er kommunen, som er ansvarlig for kultur- og fritidstilbud. Og ikke nok med det, så er det også kommunen, som hjælper med at skabe gode vækstbetingelser for de lokale virksomheder.

Kommunernes rolle er blevet betydeligt større siden kommunalreformen. Den cementerede netop kommunernes rolle som borgernes primære indgang til det offentlige, og den nylig offentliggjorte evaluering af reformen fastslår, at det på næsten alle parametre har været en succes.

Nogle argumenterer alligevel for, at kommunalreformen har ført til vigende interesse for kommunalpolitik og lavere valgdeltagelse, fordi mange borgere har fået længere til deres rådhus og deres lokalpolitikere. Men færre politikere pr. borger er ikke lig et svagere lokaldemokrati. Kommunerne har tværtimod i dag meget mere fokus på at involvere borgerne på en mere gennemtænkt og systematisk måde end tidligere. Og der er mere dialog med de borgere, som kommunalpolitikerne ikke møder ved køledisken, eller som tropper op til alle borgermøder.

KL’s bestyrelse har igangsat et større strategiprojekt for at formulere visionerne for fremtidens kommunestyre. Vi prøver at løfte overliggeren og tænke de store tanker om, hvordan kommunerne og det lokale demokrati kan følge med tiden og sikre, at vi møder borgerne dér, hvor de er. Samtidig skal det fortsat være attraktivt at gå ind i kommunalpolitik. Målet står klart: Vi skal også fremover have et stærkt lokaldemokrati, der er solidt forankret i befolkningen. Kommunalpolitik er uomtvisteligt vigtigt – for alle uanset alder.