Indhold

19.08.13 21:28

Stor kampagne skal give flere krydser

Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og KL søsætter snart en kampagne, der skal få flere til at stemme ved kommunal- og regionalvalget til november. Kampagnen vil spille på mange baner for at få danskerne op fra sofaen.

Annoncer i aviser og på internetsider og bannere i bybilledet skal få flere til at stemme til kommunal- og regionalvalget den 19. november. Om et par uger indleder KL, Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet en stor kampagne, der skal gøre opmærksom på valget og stille skarpt på, hvorfor mere end hver tredje dansker ikke plejer at stemme til kommunalvalget.

Reklamebureauet McCann har fået opgaven med at drive kampagnen, og der lægges fra land med at gøre opmærksom på, hvor nemt det er at stemme før selve valgdagen. Allerede nu kan man begive sig ned på sit lokale borgerservicecenter, blot bevæbnet med ID, og stemme på sit foretrukne parti eller kandidat til kommunalbestyrelsen og regionsrådet.

Når vi kommer tættere på valget, rykker kampagnen over i den næste fase, hvor kendte ambassadører opfordrer til at stemme og punkterer de dårlige undskyldninger for ikke at stemme. Det er første gang, at offentlige myndigheder kaster sig ud i en større kampagne for at øge valgdeltagelsen. Kampagnen koster samlet 6,4 millioner kroner, der finansieres af midlerne i det nu nedlagte Momsfondet.

KL-formand Erik Nielsen mener, at det utraditionelle skridt er nødvendigt for at øge befolkningens valgdeltagelse til kommunal- og regionalvalget, som i 2009 var helt nede på 65,8 procent. Det var den laveste valgdeltagelse i 35 år.

»Vi må se i øjnene, at valgdeltagelsen var bekymrende lav i 2009 – og betydeligt lavere, end den er ved folketingsvalg. Og det er afgørende for kommunernes demokratiske legitimitet, at vi fastholder en høj valgdeltagelse. Derfor er det i den grad værd at afprøve nye metoder, og vi tror på, at vi kan nå nogle med en kampagne. Men det er ikke nogen mirakelkur,« siger Erik Nielsen, som til daglig er borgmester i Rødovre Kommune.

Vestager er spændt

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er enig.

»Jeg er meget spændt på kampagnen. Det er første gang, at vi prøver det. Men jeg mener ikke, det er et alternativ at læne sig tilbage og se valgdeltagelsen falde, som den gjorde sidste gang og forrige gang. Nu prøver vi en kampagne, og så må vi se, om vi kan finde en særlig dansk måde at gøre det på,« siger Margrethe Vestager, som lægger særlig vægt på, at de yngre vælgere skal gøres mere engagerede i kommunal- og regionalvalget:

»Vi skal have særligt fokus på de unge, fordi vi ved fra forskningen, at det at stemme er en vane, som man grundlægger i de unge år. Og jeg vil gerne være med til at give folk gode vaner.«

Kurven skal knækkes

Kampagnen er bygget op på den måde, at de enkelte kommuner kan ”bygge oven på” den centrale kampagne med egne indsatser. Kommunerne får leveret et ”standard kit” i form af bannere, annoncer, klistermærker og lignende og kan så tilkøbe ekstra materiale og eventuelt indarbejde den centrale kampagnes grafiske design i de lokale indsatser for at gøre opmærksom på valget og de lokale afstemningssteder. Dermed spiller kommunerne også en stor rolle i den lokale udrulning af kampagnen.

Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet, forsker intensivt i valgdeltagelse, og han fortæller, at de udenlandske erfaringer er, at effekten af kampagner er relativt begrænset.

»Erfaringerne fra USA er, at kampagner for at få folk til at stemme giver meget, meget lidt. Men der er nogle lovende takter i denne kampagne. Det er især en god idé at stille infrastruktur til rådighed for kommunerne i kampagnen. Jeg tror, rigtig mange kommuner vil gøre brug af det,« siger Kasper Møller Hansen, der dog gør klart, at man ikke skal forvente mirakler af en kampagne:

»Hvis vi hæver stemmeprocenten med fem procentpoint, er det en fantastisk kampagne, og 10 er helt exceptionelt. Realistisk set skal vi være rigtig glade for, hvis stemmeprocenten bliver to procentpoint højere end sidst.«

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager vil ikke lægge sig fast på, hvad der er succeskriteriet for valgdeltagelsen.

»Det vigtigste er, at vi i hvert fald kan få knækket kurven og forhåbentlig få valgdeltagelsen lidt op i forhold til sidst,« siger Margrethe Vestager.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk