Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

17.09.12 12:59

Gentofte og Skejby tømmer sygehusene om fredagen

Generelt udskriver sygehusene flere patienter om fredagen end resten af ugens dage, men der er store forskelle fra det ene sygehus til det andet, viser en ny Momentum-undersøgelse. Uproblematisk, mener regionsudvalgsformand, mens KL-udvalgsformand Anny Winther mener, sygehusenes praksis sætter kommunerne under pres.

”Fredagseffekten” forstået som, at sygehusene i højere grad udskriver patienterne om fredagen frem for resten af ugens dage, er et udtalt fænomen på de danske sygehuse. Samtlige 33 sygehuse, som er omfattet af en ny Momentum-analyse, sender flere patienter hjem om fredagen end om mandagen. Graver man dybere og ser på de enkelte sygehuse, afsløres der dog store forskelle på, i hvor høj grad de enkelte sygehuse benytter sig af at sende patienterne hjem inden weekenden.

Gentofte Hospital indtager med hele 48 procent flere patienter, der sendes hjem om fredagen, pladsen som det sygehus, der sender flest hjem om fredagen. Men også Skejby, Sygehus Vendsyssel, Vejle Sygehus og Odense Universitetshospital sender mindst 40 procent flere patienter hjem om fredagen i forhold til mandag. I den anden ende finder man Amager Hospital, der kun sender fire procent flere patienter hjem om fredagen end om mandagen.

De store forskelle undrer sundhedsøkonom og professor på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.

»Sygehusene ønsker naturligt nok at sende flest muligt hjem om fredagen, men det er tankevækkende, at der er så store forskelle mellem sygehusene,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Momentum-analysen viser også en svag tendens til, at patienter, der udskrives om fredagen, tilsyneladende er dårligere end patienter, der udskrives på ugens øvrige dage. I hvert fald er der tre procent flere af ”fredags-udskrivningerne”, der bliver indlagt igen i løbet af 30 dage, end hvad der er gennemsnittet for en patient, der bliver udskrevet en anden dag end fredag. Og for sygehuse som Regionshospitalet Herning og Århus Amtssygehus er den tendens endnu mere tydelig. Her er der henholdsvis 27 og 16 procent flere af de patienter, der udskrives en fredag, som bliver genindlagt i løbet af 30 dage, end det er tilfældet for patienter, der udskrives på andre dage.

Undren i Odense

Kjeld Møller Pedersen mener derfor, der kan være grund til, at sygehusene undersøger, om fredagsprocedurerne er hensigtsmæssige.

»Man skal være forsigtig i tolkningen, men de store forskelle sygehusene imellem gør, at der sygehus for sygehus kan være en lang række ting, der er værd at overveje. Det gælder både internt, og i forhold til hvordan samarbejdet med kommunerne fungerer. Det behøver jo ikke udelukkende være et spørgsmål om, at sygehusene vil sende dem hjem så hurtigt som muligt.«

Odense Universitetshospital ligger med 40 procent ekstra patienter, der udskrives om fredagen i forhold til om mandagen, blandt de sygehuse, der har flest udskrivninger om fredagen. Samtidig er der en tendens til, at de patienter, der udskrives om fredagen, oftere bliver genindlagt inden for en måned. Fire procent flere af de patienter, der udskrives i Odense på en fredag bliver hurtigt indlagt igen i forhold til gennemsnitteet af de patienter, der udskrives en anden ugedag. Og her vil direktør Judith Mølgaard nu undersøge sagen nærmere.

»Jeg synes, det er interessante tal. Umiddelbart har vi ikke nogen anderledes opførsel om fredagen i forhold til mandagen, og hvis man ser på de medicinske afdelinger og geriatrisk afdeling med mange ældre mennesker, har vi jo ikke lukket ned i weekenden. Vi har det samme antal senge og så videre. Så umiddelbart kan jeg ikke lige finde forklaringen dér,« siger Judith Mølgaard og afviser, at der bliver tænkt bevidst i at få patienterne sendt hjem til weekenden.

»Tidligere var tankegangen, at patienterne gerne skulle hjem til weekenden – ingen tvivl om det. Men nu er der så meget pres på vores system, at der ikke er forskel på ugedagene. Selvfølgelig tager vi de store lange operationer først på ugen, men vi opererer hele ugen og også om fredagen, så det kan ikke forklare forskellen,« siger Judith Mølgaard.

Hun føler heller ikke, at sygehuset oplever et specielt stort pres fra patienterne om at komme hjem til weekenden.

»Der er ingen tvivl om, at hvis vi nærmer os en juleferie eller noget sådant, så er der mange patienter, der gerne vil hjem, men vi oplever det ikke på den måde, når vi taler om weekender. Selvfølgelig er der da patienter, der gerne vil hjem til weekenden, men det er ikke noget at tale om i forhold til de aktuelle tal,« siger Judith Mølgaard.

Hun vil derfor nu drøfte, om der er noget, sygehuset gør anderledes om fredagen end om mandagen i det samarbejdsforum, sygehuset har med deltagelse af kommuner og praktiserende læger.

Kommuner under pres

Poul-Erik Svendsen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, mener imidlertid ikke, det er muligt at sammenligne sygehusene på den måde, som det gøres i Momentum-analysen. Med eksempelvis Odense Universitetshospital med 40 procent flere udskrivninger om fredagen end om mandagen og OUH Svendborg med 21 procent ekstra huser Region Syddanmark både sygehuse i toppen og længere nede ad listen i analysen.

»Vi har jo spredt specialerne, så det er meget forskelligt, hvad sygehusene laver. Så hvis man skal sammenligne, bør det ske på afdelinger, der laver det samme og ikke på sygehusene overordnet,« siger Poul-Erik Svendsen.

Han mener heller ikke, der er noget odiøst i, at der er forskelle i udskrivningspraksis sygehusene imellem:

»Selvfølgelig er der ikke nogen, der skal sendes hjem, fordi der ikke er plads mere. Men det er helt fint, at der planmæssigt bliver tænkt i, at nogle bliver indlagt, så de kan komme ud til weekenden. Det er klart, at der er mindre bemanding i weekenderne end på hverdage. Og for patientens skyld gælder det jo også om at være så kort tid på sygehuset som muligt. Det er bedre at være hjemme end at være på sygehuset. Så de her tal giver mig ikke umiddelbart anledning til at sige, der er noget, vi bør se på.«

Den betragtning er Anny Winther, formand for KL’s Social- og sundhedsudvalg og borgmester i Rebild Kommune, dog ikke helt enig i. Regionernes udskrivningspraksis er nemlig også med til at sætte pres på kommunerne.

»Samarbejdet om udskrivningerne er blevet bedre de seneste år, men det er stadig en stor opgave for kommunerne at finde ressourcerne til at tage sig af de mange patienter, der bliver udskrevet lige op til weekenden. Det er en stor udfordring at stå med det rette beredskab, ikke mindst når det gælder de ældre borgere. Og samtidig skal man huske på, at også det kommunale plejepersonale er dyrere at have på arbejde i weekenden,« siger Anny Winther.

Hun opfordrer sygehusene og kommunerne til at drøfte, om tallene giver anledning til justeringer i samarbejdet om udskrivninger.

»Disse tal skal bruges konstruktivt og til at gøre samarbejdet om udskrivninger endnu bedre. Det skylder vi de mange borgere, der udskrives op til weekenden,« slutter Anny Winther.

Se også

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

Analyse: Joanna Phermchai-Nielsen og Søren Lindemann Aagesen, KL's Analyseenhed

Yderligere materiale

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes