Indhold

17.01.11 22:33

Velkommen til diagnosernes land

I de seneste år er antallet af danskere med en psykiatrisk diagnose vokset eksplosivt. Særligt de lettere psykiske lidelser som ADHD, angst og depression er nærmest blevet en folkesygdom. Professor i psykologi mener, at diagnosticeringen har taget overhånd, og at vi har mistet evnen til at skelne almindelige livsproblemer fra deciderede psykiske lidelser. Psykiaternes formand afviser kritikken.

Flere og flere danskere har lægens ord for, at de lider af angst, depression, ADHD eller en anden psykisk lidelse. Antallet af danskere i behandling med psykiske diagnoser steg med hele 48 procent fra 2000 til 2009. Alle diagnosetyper er i vækst, men det er specielt de lettere såkaldt ikke-psykotiske lidelser, som nærmest eksploderer.

Indtast alt-tekst her.

Eksempelvis er antallet af patienter med en diagnose i gruppen af adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndommen eller opvæksten (blandt andet ADHD) mere end tredoblet fra 2000 til 2008. Og der er også blevet mange flere patienter med depression, fobier, angst og stress. Det viser en ny rapport om opgaveudviklingen i psykiatrien siden 2000, som Dansk Sundhedsinstitut har udarbejdet for KL på baggrund af data fra Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister og fokusgruppeinterview med medarbejdere i den regionale behandlingspsykiatri, den kommunale socialpsykiatri og de kommunale jobcentre.

Hvis man spørger Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, bliver der stillet alt for mange psykiatriske diagnoser i disse år. Han mener, at mange mennesker med diagnoser som ADHD, social angst og depression aldrig burde være blevet et nummer i diagnosestatistikken.

»Selvfølgelig er nogle af de mennesker decideret syge, og det er rigtig godt, at de får en diagnose, hvis det kan hjælpe dem. Men jeg er af den opfattelse, at vi overinkluderer mange mennesker i de her diagnostiske kategorier. Altså mennesker, som ikke er syge, men har, hvad man tidligere bare så på som livsproblemer. Vi er blevet for dårlige til at skelne mellem almindelige livsproblemer og deciderede psykiatriske lidelser,« siger Svend Brinkmann og uddyber:

»Der er virkelig sket et kæmpe skred i løbet af få årtier, hvor man for bare 20-30 år siden mente, at det var stærkt stigmatiserende at få en psykiatrisk diagnose. Man mente, at det var udtryk for en undertrykkende normaliserende måde at se mennesker på. I dag er det helt omvendt. Forældre til urolige børn er glade for, at deres børn får en ADHD-diagnose. Så hedder problemet noget, det kan håndteres, og børnene kan behandles. Det kan man selvfølgelig godt forstå, men det er alligevel tankevækkende,« siger Svend Brinkmann.

Psykiatere afviser kritik

Poul-Erik Carlsen, formand for Danske Psykiateres og Børne- og Ungdomspsykiateres Organisation afviser, at hans medlemmer stiller for mange diagnoser. Han ser primært det stigende antal diagnoser som et positivt udtryk for, at der er kommet større åbenhed om psykiske lidelser, og at folk ikke længere vil finde sig i at gå og lide derhjemme alene.

»Vi er overhovedet ikke ude i noget, der ligner diagnosehysteri. De mange diagnoser er nærmere et udtryk for, at vi er blevet bedre til at diagnosticere. Psykiaterne er langt bedre uddannet og skolet i dag, og det gør også, at der bliver stillet ordentlige diagnoser. Før var der måske ikke den samme stringens,« siger Poul-Erik Carlsen.

Han fremhæver en nyere lidelse som ADHD som et eksempel på, at psykiaterne er blevet bedre:

»ADHD har ikke været kendt før på samme måde. Det er formentlig, fordi vi ikke har været dygtige nok til at opdage den på det tidspunkt. Og det er helt evident, at lidelsen findes. Så kan man jo spørge sig selv, hvor mange med ADHD er endt henne før i tiden, hvor de ikke blev behandlet. Er de så endt i kriminalitet eller misbrug?«

Ole Pass, socialdirektør i Rødovre Kommune og formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark, oplever også i sin kommunale hverdag, hvordan vi er blevet et ”diagnosesamfund”.

Se også

»Der er kommet en tendens til at søge forklaringer på alt, hvad der ikke lige virker normalt. Og der er ingen tvivl om, at specielt forældre oftere søger en forklaring, hvis deres barn er lidt ved siden af. Det er et forståeligt ønske, men det betyder, at flere bliver diagnosticeret med en psykisk lidelse, som ikke tidligere ville være blevet det,« siger Ole Pass.

Jes Gerlach er overlæge i psykiatri og grundlægger og indtil årsskiftet formand for Psykiatrifonden, en privat organisation, der arbejder for at gøre det mere accepteret at have en psykisk sygdom i Danmark. Han glæder sig derfor først og fremmest over, at der i de senere år er kommet en større åbenhed om psykiske lidelser, og at folk har lettere adgang til information. Men han er opmærksom på, at det formentlig også har ført noget ”pylreri” med sig, og at ikke alle med en psykiatrisk diagnose reelt er syge.

»Åbenheden har givet mange mennesker et bedre indblik i, hvad en psykisk sygdom er. Og vi får som samfund en større viden og forståelse, som gør, at vi bedre kan forebygge psykiske lidelser. Jeg vil ikke udelukke, at åbenheden så også betyder, at nogle, der er tilbøjelige til at føle sig lidt svækkede, griber den gren, der hedder en diagnose, så de lettere kan få en sygemelding. Men alt i alt er jeg er ikke i tvivl om, at plusserne er flere end minusserne. Vi kan jo heller ikke holde op med at tale om stress for eksempel,« siger Jes Gerlach.

De svageste kommer i klemme

Professor Svend Brinkmann er også glad for, at det er blevet mindre tabubelagt at lide af en psykisk lidelse. Men han mener, at den megen fokus på psykiske lidelser og den øgede diagnosticering har nogle meget negative konsekvenser for vores samfund, som vi bør diskutere. Blandt andet, at vi bliver dårligere til at tage ansvar for vores handlinger, fordi vi i stedet kan forklare dem med en psykisk lidelse.

»Man kan altså godt bekymre sig, uden man er deprimeret. Hvis man har gjort noget forkert, kan man også godt føle skyld uden at have en psykiatrisk lidelse. Det er faktisk en meget menneskelig moralsk reaktion, som man ikke bare bør diagnosticere væk eller fjerne med medicin,« siger Svend Brinkmann, som mener, at tænkningen i diagnoser er blevet indarbejdet i hele samfundet.

Eksempelvis viser undersøgelser, at folkeskolelærere generelt mener, at op mod en tredjedel af drengene i skolen har så alvorlige problemer, at de muligvis skulle have en diagnose. Lærerne peger altså på en diagnose som forklaring frem for at påtage sig deres eget ansvar for at få drengene på ret køl.

Svend Brinkmann mener samtidig, at de mange diagnosticerede med lettere lidelser forringer vilkårene for de meget psykisk syge med psykotiske lidelser som for eksempel skizofreni. Det er i en vis udstrækning allerede sket, idet antallet af psykiatriske sengepladser – som bruges af de mest syge – er blevet reduceret kraftigt siden 2000 til trods for, at psykiatrien samlet set har fået flere midler. Og presset vil formentlig tiltage, når de mange børn, der har fået en psykiatrisk diagnose – oftest ADHD –  i de seneste år, bliver voksne.

Se også

»Jeg er bange for, at vi kommer til at bruge for mange af vores sparsomme ressourcer på de her relativt lette tilstande, som vi ikke tidligere ville se på som psykiatriske lidelser. Mens vi måske lader dem lidt i stikken, som for alvor har brug for vores hjælp. Det skal med i det her billede. Vi skal bruge ressourcerne der, hvor det er mest humant,« siger Svend Brinkmann.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk og Jens Jørgensen

Annonce

Annonce

Annonce