Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

16.03.10 00:06

Integrationsminister svigter sine idealer

Birthe Rønn Hornbech har tidligere været en stærk forkæmper for bedre lovkvalitet og længere høringsfrister, men som integrationsminister kan hun ikke leve op til det.

Det er de færreste ministerier, som har ret meget at prale af, når det kommer til høringsfrister. Mange ministerier har fremlagt en stribe lovforslag og bekendtgørelser i perioden september 2009-februar 2010, som har været i høring i maksimalt to uger. Men Integrationsministeriet skiller sig dog ud. Dels har alle seks lovforslag og forslag til bekendtgørelser, som ministeriet har fremsat, været meget kort tid i høring, og dels lever ministeren mildest talt ikke til op sine egne tidligere udtalelser om lovkvalitet og høringsfrister.

Se også

I sin tid som retsordfører for Venstre var integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ellers en stærk forkæmper for en bedre lovkvalitet, og blandt andet var hun stærkt kritisk over for de korte høringsfrister ved indførelsen af antiterrorlovpakken i 2006. Og da hun som minister i 2008 blev kritiseret for, at høringsparterne kun havde fire dage til at komme med høringssvar til ændringer af udlændingeloven, beklagede hun og lovede over for Politiken at gøre noget ved problemet.

»Jeg agter at sige til embedsværket og statsministeren, at i mit ministerium bliver tingene sat på lovkataloget, sådan så der kan blive ordentlige høringsfrister. Jeg gider simpelthen ikke det der, for det har jeg altid brokket mig over,« sagde Birthe Rønn Hornbech for nøjagtig to år siden, den 16. marts 2008.

Hun fastslog samtidig, at hun mener, en ordentlig høringsfrist bør være på mindst fire uger. Men sådan er det altså langt fra gået, og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er heller ikke stolt af resultatet af Momentums undersøgelse.

»Det piner mig, at vi ikke har været i stand til at give ordentlige høringsfrister,« skriver Birthe Rønn Hornbech i en mail til Momentum.

Hun forklarer de korte tidsfrister med, at nogle af forslagene har været resultater af politiske aftaler eller pludselig opståede sager, hvor det har været nødvendigt at handle hurtigt.

»Jeg har derudover kun den forklaring, at forslagene er meget komplicerede og hele tiden skal sammenholdes med EU-ret og konventioner. Derfor kniber det alt for ofte med at overholde tidsplanen, selv om vi arbejder hele tiden,« skriver Birthe Rønn Hornbech.

Se også

I dag vil hun ikke længere sætte tal på, hvor mange dage en høringsfrist bør være:

»Jeg pisker hele tiden ministeriet, men jeg vil jo også have, at kvaliteten i vort eget arbejde er i orden, og så går tiden. Vi forsøger hele tiden at blive bedre. Men lovforslagene bliver også mere og mere komplicerede.«

I stedet kan Birthe Rønn Hornbech glæde sig over, at hendes andet ministerium – Kirkeministeriet – kommer betydeligt bedre fra det. Her har alle lovforslag og bekendtgørelser været i høring i mere end to uger.

Se også

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

Research: Silas Anhøj Soelberg

Yderligere materiale

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes