Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

21.08.12 08:59

Regeringen har forlænget høringsfristerne

Regeringen har forlænget høringsfristerne
Nye lovforslag er væsentligt længere tid i høring under den nye regering, end de var under den borgerlige, skriver Momentum. Men det er langt fra godt nok, mener flere.

61 procent af regeringens lovforslag fremlagt i første halvår af 2012 havde en høringsfrist på mere end to uger. Til sammenligning var det kun 33 procent i første halvdel af 2011, da den borgerlige regering var ved magten.

Det skriver KL’s nyhedsbrev Momentum, som har undersøgt samtlige lovforslag, som var i høring i de to halvår.

”Hvis man ser det i forhold til, hvordan det så ud under den tidligere regering, er det jo en markant forbedring, og det er helt klart tilfredsstillende. Men vi kan selvfølgelig altid blive bedre,” siger Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke til Momentum.

Det er stadig ikke godt nok
Hans partifælle, Folketingets formand Mogens Lykketoft, mener også, at det stadig kan blive bedre. Han hæfter sig ved, at 12 procent af forslagene havde en høringsfrist på højest en uge.

”Det kan blive væsentligt bedre, og det er vigtigt for en ordentlig kvalitet i lovgivningen, at alle interesserede parter har tid til at forholde sig til lovudkastene. Så selv om tallene viser, at der ikke er nogen i oppositionen, der har noget at lade regeringen høre, skal regeringen blive endnu bedre til at sikre ordentlige høringsfrister,” siger Mogens Lykketoft til Momentum.

Venstres økonomi- og kommunalordfører Jakob Jensen mener også, at der er rum til forbedring.

Måneder i stedet for uger
Juraprofessor på Copenhagen Business School og bestyrelsesmedlem i Retssikkerhedsfonden, Vagn Greve, mener, at høringsfristerne skal være meget længere.

”Jeg vil mene, at høringsfristen burde være mindst et par måneder til lovforslag, ellers har det ikke nogen mening at tale om demokrati. Kernen i et demokrati er jo, at borgerne har en mulighed for at påvirke lovgivningsprocessen ved at komme med argumenter, påvise bedre løsninger, eller at den valgte løsning ikke fører til det rigtige resultat,” siger Vagn Greve til Momentum.

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes