Indhold

07.05.18 22:31

Mange stofmisbrugere med psykiske problemer er ikke i kontakt med psykiatrien

56 procent af stofmisbrugerne med en psykisk diagnose var ikke i kontakt med psykiatrien det år, de blev indskrevet til stofmisbrugsbehandling, viser ny Momentum-opgørelse. Når misbrugerne samtidig har brug for en bred vifte af sociale indsatser, undrer det KL-udvalgsformand, at sundhedsministeren vil flytte alle dobbeltdiagnosepatienterne til regionerne. Også rusmiddelforsker er bekymret.

Det kan i sig selv være svært nok at komme ud af et stofmisbrug, men mange stofmisbrugere slås også med psykiske problemer. Ud af de 5.993 personer, der blev indskrevet i stofmisbrugsbehandlingen i 2014, havde 2.830 en psykisk diagnose, men det var kun 44 procent af dem, der var i kontakt med det psykiatriske system i form af enten en indlæggelse eller ambulant psykiatrisk behandling. Det viser en ny Momentum-opgørelse foretaget på baggrund af en samkøring af registeret for stofmisbrugere i behandling og det centrale psykiatriregister.

Det er især i grupperne af misbrugere med ADHD og depression, at mange ikke er i kontakt med psykiatrien, men også blandt en gruppe med svære problematikker som mennesker med skizofreni er hele 37 procent ikke i kontakt med psykiatrien.

At så stor en andel af de mennesker, der har en svær dobbeltdiagnose, ikke er i kontakt med det psykiatriske system, undrer Mads Uffe Pedersen, professor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

»En person med skizofreni, der samtidig har et misbrug, burde på en eller anden måde have kontakt til psykiatrien, fordi det er en af de sværeste sindslidelser overhovedet. Man kan argumentere for, at det skyldes, de er velbehandlede og får den medicin, de skal have, men når skizofrene har et misbrug, får de meget ofte også et psykosetilbagefald. Derfor er det er meget væsentligt at gøre noget ved deres misbrug, hvis de ikke skal falde tilbage i psykosen,« siger Mads Uffe Pedersen.

Opgørelsen viser desuden, at det ikke er et nyt fænomen. I 2006 var også kun 44 procent af dem, der blev indskrevet i stofmisbrugsbehandlingen med en psykisk diagnose i kontakt med det psykiatriske system det samme år som de var i misbrugsbehandling, og med en stigning i antallet af personer med samtidig psykisk diagnose lidelse og stofmisbrug betyder det, at der også er blevet flere, der ikke er i kontakt med psykiatrien.

Dobbeltdiagnosticerede bør behandles i kommunerne

Sundhedsminister Ellen Trane-Nørby har lagt op til, at netop ansvaret for borgere, med psykiske problemer og misbrug, flyttes til regionerne, hvilket KL's socialudvalgsformand, Joy Mogensen, har svært ved at se det fornuftige i.

"For en lille afgrænset gruppe med svære psykiske lidelser og et massivt misbrug kan det give god mening at flytte ansvaret. Men for den bredere gruppe som kæmper med misbrug og en psykisk lidelse giver det ikke mening. Det skal hænge sammen med den øvrige indsats, siger Joy Mogensen."

Hun opfordrer i stedet regionerne til et bedre samarbejde om, hvordan man bedst muligt sikrer denne gruppe af borgere den bedst mulige social- og sundhedsfaglig behandling.

Det gør man blandt andet i Skanderborg Kommunes Rusmiddelcenter, hvor afdelingsleder Charlotte Nielsen, forklarer, at borgerne med en dobbeltdiagnose, kræver en ekstra stor indsats og koordination mellem kommune og region. Derfor har man ansat en psykiatribrobygger, der agerer bindeled.

»Vi skal ikke behandle den psykiske lidelse, men vi skal tilrettelægge vores behandling, så vi kan udføre den, samtidig med, at der er en psykisk lidelse, som vi skal samarbejde med psykiatrien om at hjælpe borgeren med,« siger Charlotte Nielsen.

Hos Danske Regioner hilser man dog sundhedsministerens planer velkommen, da man ifølge Sophie Hæstorp-Andersen, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, ikke mener, at kommunerne formår at tage sig af stofafvænningen for de psykisk syge.

»Meget ofte hænger de to ting sammen. Dem, der bliver svært afhængige, bruger det ofte også som en form for selvmedicinering eller for at glemme nogle overgreb eller andet. Derfor må man sige, at hvis man skal have fat i dem, som døjer med begge ting, så skal vi også have et klart ansvar for, hvordan vi tager os af det, fordi der i dag er alt for mange, der falder mellem to stole.« siger Sophie Hæstorp-Andersen.

Motivationsfaktoren er vigtig

For Mads Uffe Pedersen, professor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, er der ingen tvivl om, at behandlingen af både misbrug og psykiske problemer skal ske på samme tid, men at man skal passe på med at gøre det besværligt, for så falder personen nemt fra.

»Misbrugsbehandlingen kunne foregå i kommunalt regi, mens regionerne fik ressourcer til medarbejdere, der arbejdede en eller to dage om ugen i det kommunale misbrugscenter. Så ville det blive integreret i den samme organisation. Jeg er lidt bange for konsekvenserne, hvis de skal til at køre langt, og det bliver endnu et sted de skal hen. Det er en rigtig svær gruppe at fastholde,« siger han.

Netop motivationen og det opsøgende arbejde har Skanderborg Kommune og mange andre kommuner med succes fokuseret på de seneste år.

»En del af vores socialfaglige opgave handler om at motivere og støtte borgeren i at få taget kontakt til egen læge eller blive i stand til at kunne møde op i psykiatrien. Samtidig har vi fremskudte indsatser på vores jobcenter og produktionsskoler, og vi samarbejder med ungdomsuddannelserne i bestræbelserne på skabe incitament for borgerne til at komme i behandling,« siger Charlotte Nielsen, afdelingsleder på Skanderborg Rusmiddelcenter, og understreger.

»Det kræver en stor indsats, fordi der er kæmpestor ambivalens for at gå i rusmiddelbehandling. Hvis det hele ryger over i regionerne, hvem skal så gøre det forudgående arbejde, så de kommer i behandling?«

Undersøgelser viser da også, at kommunerne siden overtagelsen af misbrugsområdet i forbindelse med kommunalreformen har formået at få fordoble antallet i alkoholbehandling til omkring 14.000 personer og øget antallet i stofmisbrugsbehandling med 27 procent, så der 2014 var 16.500 i behandling.

Helhedsorienteret indsats

Når Danske Regioner mener, at regionerne bør overtage rusmiddelbehandlingen af stofmisbrugerne med en psykisk sygdom, handler det også om, at man ikke mener, kommunerne har stort nok fokus på den sundhedsfaglige indsats.

»Det er i regionerne, at de sundhedsfaglige kompetencer er størst, og i dag har vi 98 kommuner, hvor der er en del kommuner som har for lidt fokus og faglighed i opgaven med de dobbeltdiagnosticerede, fordi de er for små eller opgaven ikke er stor nok til at have en god faglig understøttelse,« siger formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, Sophie Hæstorp-Andersen.

I KL, er formand for socialudvalget Joy Mogensen helt med på at kigge på, hvordan man kan sikre en endnu bedre koordinering af rusmiddelbehandlingen og det psykiatriske system.

»Denne gruppe slås oftest med mange forskellige problematikker i deres liv, og de har derfor brug for hjælp til at få livet til at fungere. Det kan hjælpe dem til at komme ud af deres misbrugsproblemer, og det er nødvendigt for at kunne indgå i et psykiatrisk forløb. En adskillelse af misbrugsbehandlingen fra de sociale indsatser risikerer at forværre situationen,« siger Joy Mogensen.

Hun er samtidig bekymret for, at man får opbygget to misbrugsbehandlingssystemer – et for dem med en psykisk diagnose og et for dem uden.

Også i Skanderborg Kommune vækker forslaget undren, da anbefalingerne om nationale retningslinjer og alt andet på området peger på en helhedsorienteret indsats, som netop kommunerne har bedst mulighed for at levere.

»Vi starter med en bred screening på syv parametre, hvor vi udover de psykiske problemer ofte ser, at rigtig mange er ramt i forhold til forsørgelse, beskæftigelse, familie og andre ting, der trækker tråde ud til andre dele af kommunen, fordi det påvirker hele deres liv, når de bliver ramt af et misbrug,« siger afdelingsleder ved Skanderborgs Rusmiddelcenter, Charlotte Nielsen, og giver et eksempel.

»Det kan være en ung, der har mistet kontakten til arbejdsmarkedet og sit forsørgelsesgrundlag, og vi derfor må starte med at få styr på forsørgelsesgrundlaget og hvor vedkommende skal bo. For når man ikke ved, hvor man skal sove i nat, eller hvordan man skaffer penge til mad, så er det rigtig svært, at fokusere på, hvordan man skal komme ud af sit misbrug. Og er der en psykisk lidelse oveni, så kræver det en opsøgende og vedholdende indsats, at få vedkommende afsted til behandling.«

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk