Indhold

08.01.18 22:30

Leder: Vi skal investere i den borgernære velfærd

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, opfordrer i sin leder til, at der bliver rum til at investere i den borgernære velfærd, som kommunerne har ansvaret for.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

I dag bringer Momentum en ny analyse, som viser, at statens andel af de samlede offentlige anlægsinvesteringer er steget støt i de senere år. Omvendt er kommunernes andel af investeringerne faldet i samme tempo. Det er tankevækkende tal, men skiftende regeringer har de senere år har haft som erklæret mål at få nedbragt kommunernes investeringer i nybyggeri og renovering af bygninger og anlæg.

Med andre ord har staten med den ene hånd tvunget kommunerne til at investere mindre i daginstitutioner, skoler, plejehjem og veje, mens staten med den anden hånd selv har optrappet investeringerne til for eksempel motorveje, jernbaner og universiteter. Det er naturligvis også investeringer, som sagtens kan være fornuftige. Men man får unægtelig den tanke, at det er nemmere at bede andre stramme livremmen ind end selv at gøre det.

KL har gennem årene fremlagt stribevis af gode argumenter for, hvorfor kommunerne har brug for at investere mere i anlæg. Dels må vi erkende, at vi på nogle områder – ikke mindst veje og skoler – har et vedligeholdelsesefterslæb, som vi er nødt til at tage hånd om i den nærmeste fremtid. Ellers vil det blot blive endnu dyrere på længere sigt. Hvis vi ikke vedligeholder de bygninger og anlæg, vi allerede har, så ender vi nemlig i en situation, hvor der skal rives ned og bygges nyt i stedet.

Men der er også brug for at investere i nye bygninger i de kommuner, som får flere borgere i disse år og skal skabe flere institutionspladser og flere spor i folkeskolerne. Og forudsætningen for at kunne tilpasse sig den anden vej i de kommuner, som taber borgere, er, at der er tilstrækkelig plads til at investere i for eksempel skolebygninger, som kan samle flere skoler, hvor der ikke længere er befolkningsunderlag.

Med de nye tal in mente kan vi fra KL’s side have det håb, at regeringen ved de kommende økonomiforhandlinger vil vise større forståelse for kommunernes behov for at investere i bygninger og anlæg, end tilfældet har været indtil nu.

Vi har respekt for, at der nationaløkonomisk skal være plads, før man gennemfører offentlige investeringer. Men inden for den offentlige sektor bør der være en diskussion om, hvad vi egentlig som samfund prioriterer. Det kan også siges helt kort: Der skal være rum til at investere i den borgernære velfærd, som kommunerne har ansvaret for.

Annonce

Annonce

Annonce