Indhold

09.04.18 22:30

Leder: Vi jagter et forlig til sidste fløjt – også for den danske models skyld

KL's administrerende direktør, Kristian Wendelboe, skriver i sin leder om, at den danske model på det offentlige arbejdsmarked ikke er asymmetrisk.

Onsdag formiddag går det igen løs i Forligsinstitutionen. KL’s forhandlere skal mødes med topforhandlerne på lønmodtagersiden for endnu engang at gøre et forsøg på at nå et afgørende gennembrud i forhandlingerne. Og lad mig gøre det helt klart: KL vil blive ved med at jagte alle muligheder for et forlig, så vi kan undgå en konflikt, som vil lamme store dele af det offentlige arbejdsmarked. Og knasterne er altså på et niveau, hvor parterne bør kunne nå hinanden, hvis begge parter har viljen til at indgå kompromisser.

Det vil ikke blot være utrolig vigtigt her og nu, hvis det lykkes forhandlerne at indgå et forlig i sidste time. Men det vil også være et vigtigt signal om, at den danske model fungerer på det offentlige arbejdsmarked. Under disse forhandlinger har vi både på den ene side hørt en række topfolk på lønmodtagersiden argumentere for, at den danske model på det offentlige område er skæv og under pres, samtidig med at nogle af de samme folk har taget positivt imod, når folketingspolitikere har udtalt sig meget direkte om de igangværende forhandlinger.

Jeg mener simpelthen ikke, det er rigtigt, når man argumenterer for, at den danske model på det offentlige arbejdsmarked er asymmetrisk til fordel for arbejdsgiverne. Dermed overser de helt det enorme pres, der er på politikerne, når de ikke leverer den service til borgerne, som er hele eksistensberettigelsen for den offentlige sektor – og som politikerne jo er valgt til at sikre.

Samtidig er det også værd at huske på, at de offentlige lønmodtagere ikke har samme risiko ved en konflikt som deres privatansatte kolleger. Mens de privatansatte ved en konflikt kan risikere at miste deres job, hvis virksomheden mister konkurrenceevne eller går konkurs, har de offentligt ansatte ikke en tilsvarende risiko. Det er jo heldigvis ikke sådan, at daginstitutioner eller skoler risikerer at gå konkurs eller lukke efter en konflikt.

Og det er ganske enkelt gift for den danske model, når folketingspolitikere blander sig til fordel for den ene part i konflikten. Dermed kan den part spekulere i, om man kan opnå mere ved et lovindgreb end ved at indgå et forlig med modparten. De dele af fagbevægelsen, der tager positivt imod meldinger fra Christiansborg om forhandlingerne, bør også gøre sig helt klart, at det er en meget farlig galej at stige ombord på.

Hvis ikke parterne på arbejdsmarkedet selv kan og vil forvalte ansvaret og respektere arbejdsdelingen i den danske model, så ender fastlæggelsen af løn og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte som et partipolitisk anliggende i Folketinget. Og det tror jeg absolut ikke, at de offentligt ansatte på længere sigt har nogen interesse i. Der kunne jo eksempelvis en dag komme et flertal i Folketinget, som ville skaffe et råderum ved at skære i de offentlige lønninger.

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

Annonce

Annonce

Annonce