I dette nummer af Momentum kan du læse, at Danmark som et af kun to vestlige lande i de seneste ti år ikke har formået at øge andelen af befolkningen, som har minimum en ungdomsuddannelse. Det er rystende læsning, som bør føre til alvorlig selvransagelse i hele det danske uddannelsessystem.
Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør i KL
Først og fremmest er det særdeles bekymrende for vores muligheder i den globale konkurrence, at vi lige så stille glider længere og længere ned ad listen over de mest veluddannede befolkninger i den vestlige verden. Som et land med relativt høje arbejdsomkostninger er det helt afgørende, at de danske virksomheder og arbejdspladser er i toppen af klassen, når det kommer til kompetenceniveau, innovation og produktivitet.
Den triste udvikling er samtidig paradoksal i lyset af, at danske politikere i årevis har sigtet efter det ambitiøse mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have mindst en ungdomsuddannelse.
En af årsagerne til, at færre får en ungdomsuddannelse, er formentlig, at for mange unge i de seneste år har forladt folkeskolen uden de tilstrækkelige kompetencer til at begynde på en ungdomsuddannelse.
Blandt andet derfor lancerede KL i foråret ”Nysyn på folkeskolen”, som er kommunernes sammenhængende bud på, hvordan vi får en folkeskole i verdensklasse. Og regeringen offentliggør om kort tid sine forslag til, hvordan vi får en bedre folkeskole med udgangspunkt i det såkaldte 360 graders eftersyn af folkeskolen.
Det skyhøje frafald på ungdomsuddannelserne kan dog ikke bare bortforklares med, at folkeskolen leverer et for dårligt fundament. Det dokumenteres tydeligt af en ny AKF-undersøgelse, som også omtales i dagens Momentum. Her har forskerne renset for en række forskelle – blandt andet karakterniveauet fra folkeskolen – mellem de forskellige skolers elever, og konklusionen er klar: Nogle skoler er bare markant bedre end andre til at forebygge frafald!
Derfor bør Folketinget hurtigst muligt indlede det samme grundige 360 graders eftersyn af ungdomsuddannelserne, som folkeskolen netop har været igennem. Ungdomsuddannelserne har i de seneste år fået bevilget store beløb til øget rummelighed og bekæmpelse af frafald, og mange yder en ihærdig indsats. Men faktum er, at vi ved alt for lidt om, hvad der reelt virker, og hvad der ikke gør.
Samtidig bør eftersynet kigge kritisk på, om uddannelsernes struktur, indhold og effektivitet er gearet til arbejdsmarkedets behov. Og der bør ikke kigges snævert på de erhvervsfaglige uddannelser – også de gymnasiale uddannelser bør under luppen. Det er da en tanke værd at undersøge, om vi har den rette balance mellem de to typer ungdomsuddannelser.