Indhold

17.03.17 11:30

Teknologiekspert: I skal fremtidssikre børnene

Teknologiekspert: I skal fremtidssikre børnene

Den 45-årige teknologiekspert Alec Ross leverede et veloplagt indspark om fremtidens samfund ved Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg. Foto: Lars Horn / Baghuset

Kommunalpolitikerne fik gode råd om fremtidens samfund og arbejdsmarked, da Alec Ross, tidligere innovationsrådgiver for Hillary Clinton, gæstede Kommunalpolitisk Topmøde. Hans vigtigste råd var at fremtidssikre de 5-16 årige.

Han er en af verdens ledende eksperter i innovation, og han rådgiver investorer og regeringer verden over i, hvordan de skal navigere i en foranderlig verden. Han er tidligere innovations-rådgiver for Hillary Clinton, da hun var udenrigsminister. Han har også skrevet bestselleren ”The industries of the future”. Han har besøgt 41 lande i de seneste år for at blive klogere på den teknologiske udvikling. Han hedder Alec Ross, og fredag formiddag var han gæstetaler på Kommunalpolitisk Topmøde for at dele sine analyser og give gode råd til de danske kommunalpolitikere.

Og det allervigtigste råd fra Alec Ross gik på uddannelsen af vores børn:

”I skal fokusere på de 5-16 årige og sørge for, at de er rustet til fremtiden. Den teknologiske udvikling sker ikke på én gang, men over flere år, så I skal sørge for at tænke langsigtet,” sagde Alec Ross.

Lær af Estland

Han gjorde det helt klart, at der er noget galt, hvis undervisningen og undervisningslokalerne i de kommende år ser ud, som de gjorde, da kommunalpolitikerne selv var børn. Og så slog han et slag for, at alle børn som 10-årige fremover bør undervises i data og programmering. Af samme grund fremhævede han blandt andre Estland som et forbillede, fordi de estiske politikere har haft et klart fokus på betydningen af data og den teknologiske udvikling i uddannelsessystemet.

Alec Ross er dog også optimistisk i forhold til Danmarks muligheder for at håndtere en udvikling, hvor flere og flere job kan overtages af robotter og datateknologi. Dels har vi en generelt veluddannet arbejdsstyrke, og så har vi et åbent samfund med en velfungerende ”social kontrakt” mellem staten, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, hvilket også er en fordel i omstillingsprocesser. Men det er helt afgørende, at vi - som alle andre lande – bliver bedre til at matche uddannelsessystemet med fremtidens jobåbninger.

Alec Ross havde flere sigende konkrete eksempler på, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går, og hvilke konsekvenser det kan få for samfund og arbejdsmarkeder. Da han selv blev præsenteret for idéen om den førerløse bil af et par udviklere fra it-mastodonten Google, mente han, at det var en dødfødt tanke:

”Jeg sagde, at I har for mange penge, I keder jer, og I har åbenbart ingen narkotest hos Google.”

Chauffører vil forsvinde

Men efter en – i starten meget angstpræget – tur på bagsædet af en førerløs bil på en af de mest trafikerede motorveje i Californien var han kommet på andre tanker, og nu vurderer han, at chaufførjobbet – det mest udbredte job for europæiske mænd – vil være fortid i løbet af en årrække.

”Jobs med mange rutineopgaver vil generelt kunne erstattes af teknologi. Det gælder ikke kun chauffører, men også højere uddannede som for eksempel bogholdere og advokater, som udfører rutineprægede opgaver. Derfor har vi en vigtig opgave med at finde nye job til fremtidens chauffører.”

Alec Ross slog fast, at løsningen ikke er, at alle skal gå på universitetet fremover eller blive matematikere og ingeniører, men at alle bør have en teknisk forståelse, som de er i stand til at kombinere med menneskelig forståelse. Og så bør vi opruste på nogle af de faglærte job, som eksempelvis elektrikere og blikkenslagere, som teknologien ikke umiddelbart kan erstatte.

Svært at forestille sig fremtidens jobs

Generelt er Alec Ross også relativt optimistisk i forhold til fremtidens arbejdsmarked, og han vurderer, at tabet af arbejdspladser ved den teknologiske udvikling i de kommende årtier vil være betydeligt mindre end automatiseringen af arbejdsgangene i industrien og landbruget, som vi har oplevet tidligere.

”Man skal huske, at det altid er sværere at forestille sig de job, der kommer i fremtiden, end de job, der forsvinder.”