Indhold

17.05.18 11:21

Strukturfondsmidler skaber vækst og beskæftigelse

Strukturfondsmidler skaber vækst og beskæftigelse
Formand for KL's internationale udvalg Erik Flyvholm finder det positivt, at EU-Kommissionen har fremlagt sit bud på fremtidens EU-budget. Men fremhæver, at det er vigtigt, at der er samme niveau af strukturfondsmidler til Danmark i den kommende budgetperiode for EU.

"Strukturfondsmidlerne giver mulighed for at kunne igangsætte langvarige, strategiske målsætninger for at skabe jobs og øge velstanden hos borgere og virksomheder i kommunerne. KL arbejder for at sikre, at strukturfondsmidlerne ikke beskæres i den kommende budgetperiode i EU."

Sådan udtaler Erik Flyvholm i forbindelse med en politisk debat om EU's fremtidige budget i Regionsudvalget, hvor KL repræsenterer de danske, kommunale interesser i EU.

KL mener, at det er positivt, at alle dele af EU stadig står til at få strukturfondsmidler i den næste budgetperiode, men det er vigtigt, at midlerne ikke beskæres, da de giver mulighed for at skabe vækst og beskæftigelse i hele landet.

EU-Kommissionen og den danske regering lægger derimod op til besparelser på strukturfondsmidlerne. "En besparelse på strukturfondene kan skade samhørigheden på tværs af Danmark og EU. Midlerne bruges til at skabe et Danmark i balance. "Derfor skal Danmark modtage samme niveau af strukturfondsmidler i fremtiden som i dag" siger Erik Flyvholm. 

"Strukturfondsprojekter skaber grundlag for at sikre øget vækst og beskæftigelse lokalt. Det kan være støtte til virksomheder, som i samarbejde med kommuner og uddannelsesinstitutioner finder innovative løsninger og skaber grundlag for nye produkter, der skaber beskæftigelse til hele landet" fortsætter Erik Flyvholm.

KL vil fortsætte at sætte fokus på vigtigheden af at sikre strukturfondsmidler til Danmark og vil løfte sagen over for den danske regering og EU-Kommissionen.