Indhold

21.03.18 16:30

Spørgsmål og svar om OK18

Spørgsmål og svar om OK18
Der er meget debat omkring overenskomstforhandlingerne. Her har vi forsøgt at give KL’s svar på nogle af de spørgsmål, som florerer i den offentlige debat, og som vi møder i KL og kommunerne.

Hvorfor kan I ikke bare blive enige med fagforbundene om en ny overenskomst?

Der er ikke noget, vi hellere vil! Og vi ønsker, at de kommunalt ansatte får en rimelig lønudvikling, der flugter med lønudviklingen i den private sektor. Men vi må desværre erkende, at vi ikke hidtil har kunnet lande en aftale, som begge parter er tilfredse med. Det har blandt andet gjort forhandlingerne meget svære, at fagforbundene har indgået en såkaldt solidaritetspagt, som betyder, at en række ultimative krav skal være opfyldt på tværs af kommuner, regioner og staten, før de vil indgå en aftale. Det har for eksempel stillet os i den besynderlige situation i kommunerne, at vi har brugt meget tid på at tale om en spisepause, som ikke opleves som et problem i kommunerne, og som aldrig tidligere har været et tema for de kommunalt ansattes fagforbund. Men det er desværre blevet en central del af vores forhandlinger, fordi det betyder meget for de statsligt ansatte akademikere.

Hvor stor er risikoen for konflikt?

Det er meget svært at spå om. Men vi kan sige meget klart og tydeligt, at KL arbejder benhårdt i Forligsinstitutionen for at nå et forlig inden 4. april, hvor lønmodtagerne begynder at strejke, med mindre forligsmanden udskyder konflikten. Vi har absolut ingen interesse i en konflikt, som vil ramme mange borgere. Vi håber og tror, at fagforbundene har den samme indstilling, og at vi derfor med Forligsmandens kyndige hjælp kan nå et forlig.

Er det ikke skævt med en lockout, som rammer lønmodtagerne på pengepungen, mens I tværtimod sparer penge ved ikke at skulle betale løn?

Isoleret set er det jo rigtigt, at kommunerne sparer penge under en konflikt, fordi vi ikke skal udbetale løn. Men det er en fejlslutning, at vi dermed ikke taber noget ved en konflikt. Kommunerne er jo ikke en virksomhed, som har til formål at tjene eller spare penge. Kommunernes fornemste mål er at levere den bedst mulige service til borgerne, og det gør vi jo mildest talt ikke under en konflikt. Og kommunalpolitikerne skal jo alle vælges af borgerne. Derfor er der mildest talt ingen af dem, som har nogen som helst interesse i, at vi ikke kan levere den service, som borgerne er vant til. Tværtimod er en konflikt meget ubehagelig for alle kommunalpolitikere. Men det kan jo være nødvendigt som en del af den danske model, hvis man mener, at den aftale, som man kan indgå med modparten, ikke giver de rette rammer for den service, man skal give til borgerne på længere sigt.

Hvorfor vil I lockoute så mange ansatte?

Det er bestemt heller ikke noget, vi ønsker. Og vi håber stadig meget, at vi kan indgå en aftale med de faglige organisationer i Forligsinstitutionen, så det aldrig kommer til hverken strejke eller lockout. Strejken træder jo først i kraft 4. april – og lockouten først 6 dage senere. Når vi vælger at varsle en lockout, som i givet fald vil ramme cirka halvdelen af de kommunalt ansatte, er det, fordi lockout nu engang er det redskab, vi som arbejdsgivere har i den danske model på arbejdsmarkedet. Formålet er at lægge et pres på forhandlingerne, så der er større sandsynlighed for at nå en aftale og dermed undgå konflikt. Det svarer også til den måde, man bruger konfliktvåbnet på det private arbejdsmarked, hvor det er helt normalt at varsle en omfattende konflikt for at sikre en skarp bagkant for forhandlingerne. Desuden vil vi som kommuner heller ikke risikere en situation, hvor fagbevægelsen kan opretholde en strejke med 10-15 procent af de ansatte i månedsvis og dermed ramme de berørte kommuner og borgere ekstremt hårdt.

Hvorfor er det primært ansatte i skoler og dagtilbud, som I vil lockoute?

Det er rigtigt, at det er på de områder, at vi har varslet lockout mod den største andel af de ansatte. Men det skyldes ikke, at vi er særligt "ude efter" de områder. Det skyldes tværtimod, at vi har truffet en konsekvent beslutning om at undtage alle de områder, som i særlig grad rammer svage og sårbare borgere. Det betyder, at vi for eksempel ikke lockouter medarbejdere, som arbejder med ældrepleje eller hjælp til psykisk syge og handicappede borgere. Og vi lockouter heller ikke ansatte, der passer eller underviser børn med særlige vanskeligheder. Vi lockouter heller ikke ansatte, som arbejder med forsyningsområder, som er samfundskritiske. Det gælder eksempelvis vand, el og affaldsindsamling. De undtagelser betyder så, at vi har sendt lockoutvarsler for cirka 85 procent af de ansatte på undervisnings- og dagtilbudsområdet, men kun 3 procent af de ansatte på ældre-, social-, sundheds- og handicapområdet.

Hvorfor vil I ikke give de ansatte lønstigninger?

Det vil vi absolut også gerne! Vi ønsker, at de kommunalt ansatte får en rimelig lønudvikling med udgangspunkt i forliget for det private arbejdsmarked, som blev indgået i 2017. Og samtidig er vi indstillet på en reguleringsordning, som sikrer, at hvis de private lønninger stiger, følger de kommunalt ansattes lønninger også med op. Det vil sikre, at de kommunalt ansattes lønninger følger udviklingen i den private sektor. Det er i vores øjne helt rimeligt, og samtidig sikrer vi med reguleringsordningen, at de kommunalt ansatte ikke bliver lønførende. 

Hvorfor kan de offentligt ansattes løn ikke stige mere end de privatansattes?

Det er samfundsøkonomisk ikke holdbart, hvis de offentlige lønninger begynder at konkurrere med de private. Så bliver det vanskeligere for virksomhederne at rekruttere, de presses til at øge lønnen, og konsekvensen bliver, at virksomhedernes konkurrenceevne forringes, og de flytter til lande, hvor lønnen er lavere. Det vil skade vores økonomi og dermed vores velfærd på den lange bane.

Kan det virkelig passe, at man skal fyre ansatte i kommunerne, hvis lønnen stiger mere end på det private område?

Penge til højere lønninger og penge til mere velfærd kommer alt sammen fra den samme kasse. Det skal alt sammen finansieres af skattekroner. Hvis man giver for store lønstigninger i den offentlige sektor, så skal pengene findes et andet sted. Så kan konsekvensen være færre offentligt ansatte, og det kan lægge et pres på service til borgerne.

Hvorfor vil I fratage de kommunalt ansatte den betalte spisepause?

KL har overhovedet ingen planer om at røre ved de kommunalt ansattes spisepause og har aldrig haft det! Det er en stor fordel for kommunerne, at eksempelvis pædagoger i dagtilbud, skolelærerne eller SOSU-assistenterne i dag står til rådighed hele arbejdsdagen og spiser, når det passer ind i dagens program. Det ville være et stort selvmål for kommunerne at pille ved det. Det er en diskussion, som er opstået mellem Moderniseringsstyrelsen og de statsligt ansatte akademikere, og det har intet som helst med kommunerne at gøre. Alligevel har vi tilbudt de faglige organisationer at lave en tekst i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, hvor vi gør klart, at hvis der bliver problemer med spisepauser på det kommunale område, skal parterne drøfte det. Og det undrer os meget, at de faglige organisationer ikke kan leve med det.

Hvorfor vil I afsætte en rekrutteringspulje på en halv milliard kroner kun til SOSU-assistenter og sygeplejersker?

KL er meget optaget af, at vi ved overenskomstforhandlingerne skal tage fat på den store rekrutteringsudfordring, som vi har på ældre- og sundhedsområdet. Derfor spillede vi ud med et ambitiøst krav om at afsætte en rekrutteringspulje på en halv milliard kroner til SOSU-medarbejdere og sygeplejersker for at gøre det nemmere at rekruttere og fastholde de faggrupper. Men desværre brød forhandlingerne jo sammen sidst i februar, og derfor fik vi heller ikke aftalt rekrutteringspuljen. Men hvis der kan indgås en aftale om en økonomisk ramme i Forligsinstitutionen, er der stadig mulighed for, at der kan skabes plads til puljen. 

Hvorfor vil I afskaffe seniordagene for de kommunalt ansatte?

Det vil vi heller ikke. Seniordagene skal skam bestå. Men vi har rejst et krav om at udskyde det tidspunkt, hvor man får ret til seniordage i takt med, at folkepensionsalderen og den gennemsnitlige levealder også stiger. Til gengæld er vi villige til at se på, hvordan man i øvrigt kan forbedre seniorordningerne, Vi har en udfordring med at rekruttere arbejdskraft på en række områder, og derfor giver det ikke mening, at mange raske og rørige ansatte får et ekstra antal fridage (seniordage), allerede fra de er 58 eller 60 år. Det samlede antal seniordage svarer nu til, at alle ansatte i Solrød Kommune holdt fri et helt år. Det betyder jo også, at de øvrige ansatte bare skal løbe endnu stærkere. Og samtidig kan vi desværre ikke se den effekt af seniordagene, at de ansatte så bliver længere på arbejdspladsen i den sidste ende.

Hvorfor vil I ikke indgå en arbejdstidsaftale med lærerne?

Det vil vi også meget gerne, og det har vi sagt klart og tydeligt til både lærernes organisation og Forhandlingsfællesskabet, som forhandler for alle de kommunalt ansatte. Vi er indstillet på at ændre i regelsættet og finde løsninger, der imødekommer de problemstillinger, som lærernes organisationer har påpeget. Men foreløbig har vi desværre ikke kunnet blive enige om en aftale, som begge parter kan leve med. Vi mener, at lærerforeningens forslag er for bureaukratiske og/eller dyre til, at de kan fungere for kommunerne og skolerne, og at de vil gå ud over den fleksibilitet, som lærerne og skolelederne ønsker i dagligdagen.

Var det aftalt spil mellem KL og regeringen i 2013, da lærerne blev lockoutet og deres arbejdstidsregler efterfølgende bestemt ved et lovindgreb?

Nej, det var ikke aftalt spil. KL havde gennem mange år – og adskillige overenskomstforhandlinger – haft et stort ønske om at komme af med de tidligere regler. De satte nogle meget stramme bindinger for, hvordan lærerne skulle bruge deres arbejdstid, og efterlod alt for lidt rum til, at kommunerne og skolelederne kunne beslutte, hvordan lærerne bedst udnyttede deres tid. Vi ønskede regler, hvor der ikke var særlige puljer for, hvordan lærerne skulle bruge deres tid, men at det som for alle andre grupper er op til lederne, hvordan medarbejderne anvender deres arbejdstid.

Vi besluttede i KL's bestyrelse før overenskomstforhandlingerne i 2013, at NU ville vi igennem med det krav, og vi var parate til at gå i konflikt for det, hvis det blev nødvendigt. Desværre endte det sådan, fordi lærerforeningen holdt fast i, at der skulle være centralt fastsatte regler, som bestemte, hvordan lærernes arbejdstid skulle fordeles. Sådan behøvede det ikke være gået. Eksempelvis valgte gymnasielærernes forhandlere at indgå en aftale, hvor de slap bindingerne på arbejdstiden til gengæld for et markant lønhop. Det ville lærerforeningen ikke, og derfor endte vi med lockout i 2013. At Folketinget så valgte at vedtage et politisk indgreb efter over tre ugers konflikt, havde KL ingen indflydelse på. Og der var på ingen måde tale om nogen "aftale" mellem KL og regeringen eller Folketinget.

Hvorfor er det et problem, hvis folketingspolitikerne udtaler sig om forhandlingerne? 

Folketingspolitikerne bør generelt lade det være op til forhandlerne for lønmodtagerne og arbejdsgiverne at indgå en aftale uden at blande sig. Det er forståeligt nok, at folketingspolitikerne – som de fleste andre danskere – bliver nervøse, når forhandlerne har svært ved at nå hinanden, og der varsles konflikt. Men det er nu engang en del af den danske model, at begge parter kan varsle konflikt, og at Forligsinstitutionen så går ind som mægler i forhandlingerne. Det skaber unødig støj i forhandlingerne, når Christiansborg blander sig.

Og det er helt galt, når nogle politikere udtaler sig direkte til fordel for en af parterne i forhandlingerne, fordi det kan få dén part til at spekulere i, om man kan få mere ud af et politisk indgreb end ved at indgå en aftale med modparten. Og dermed sættes hele forhandlingsmodellen ud af kraft. Som offentlig ansat kan man på den længere bane heller ikke have interesse i, at Folketinget “overtager” fastsættelsen af løn- og arbejdsvilkår, for dermed vil der jo for eksempel i teorien kunne ske det, at et folketingsflertal en dag kunne beslutte at skaffe et råderum ved at skære i de offentligt ansattes løn.

Fungerer den danske model overhovedet på det offentlige område, når arbejdsgiverne i sidste instans bare kan lovgive sig til de regler, de gerne vil have?

For det første kan kommunerne jo ikke lovgive sig til noget som helst. Det er ene og alene Folketinget, som kan beslutte at gribe ind i en arbejdskonflikt. Det har kommunerne overhovedet ingen indflydelse på, og vi kan sagtens risikere, at et lovindgreb kan gå meget imod vores ønsker. Og igen er det værd at huske på, at folketingspolitikerne jo også skal vælges af befolkningen, så de risikerer jo også en hård straf på valgdagen, hvis de gennemfører indgreb, som er upopulære i befolkningen.