Indhold

21.12.17 09:54

Positivt møde med Forhandlingsfællesskabet om nye overenskomster

Positivt møde med Forhandlingsfællesskabet om nye overenskomster

KL's forhandlere, Michael Ziegler og Steen Christiansen, var i dag til det første politiske møde med Forhandlingsfællesskabet om nye overenskomster. Foto: KL

KL og Forhandlingsfællesskabet har i dag holdt det første politiske møde om de nye overenskomster. KL-forhandlerne synes, det var et positivt møde, hvor parterne præsenterede og uddybede deres krav til hinanden.

"Jeg synes, det var et godt møde, hvor begge parter fik lejlighed til at præsentere og uddybe deres krav for hinanden. Det var jo det første politiske møde med Forhandlingsfællesskabet, så der er naturligvis lang vej til en aftale. Men mødet i dag bekræftede min tro på, at vi kan nå et forlig inden udgangen af februar, selv om der naturligvis er mange knaster, som skal høvles af inden da."

Sådan siger Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg og dermed KL's chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne med de kommunalt ansattes organisationer, som er samlet i Forhandlingsfællesskabet.

På mødet slog Michael Ziegler fast, at KL's hovedkrav til overenskomstforhandlingerne er, at der skal sikres en målretning af lønudviklingen, så den største del af kagen tilfalder de grupper – primært SOSU-assistenter – som det er sværest at rekruttere. Derudover er KL meget opmærksom på, at lønudviklingen for kommunalt ansatte skal være i balance med lønudviklingen for de privatansatte.

Vanskelige forhandlinger om arbejdstid

Michael Ziegler uddybede også KL's krav om at tilpasse seniordagene til udviklingen i folkepensionsalderen og danskernes gennemsnitlige levealder. Derudover forklarede han baggrunden for KL's ønske om at sænke og begrænse fratrædelsesgodtgørelser til kommunale direktører og understøtte den lokale dialog med de ansatte på de kommunale arbejdspladser.

Anders Bondo Christensen er formand for Forhandlingsfællesskabet og førte ordet for lønmodtagersiden på det politiske møde i dag. Men Forhandlingsfællesskabet holder fast i, at forhandlingerne om lærernes arbejdstid skal være nået længere, før man vil gå videre med forhandlingerne for de øvrige lønmodtagergrupper.

"Det tager vi selvfølgelig til efterretning. Vi kan jo ikke tvinge nogen til forhandlingsbordet, før de selv ønsker det. Men jeg vil gerne pointere, at vi lytter til lærernes krav i forhold til arbejdstid, og vi har allerede holdt fire møder med Lærernes Centralorganisation, hvoraf de tre har været specifikt om arbejdstid. Men det er jo vanskelige forhandlinger på et område, hvor det er velkendt, at KL også har stærke holdninger," siger Steen Christiansen, næstformand i KL's Løn- og Personaleudvalg, som også var med til mødet i dag.