Indhold

12.06.17 20:56

Kom til Årets Første Valgfest på Folkemødet

Kom til Årets Første Valgfest på Folkemødet

KL, Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet inviterer til Årets Første Valgfest på Folkemødet på Bornholm torsdag d. 15. juni kl. 18.00-19.30 i Det Politiske Ståsted i Danchells Anlæg.

Skal du til Folkemødet? KL, Danske Regioner, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Bryggeriforeningen og Foreningen Folkemødet inviterer til fejring i det grønne som optakt til kommunal- og regionsvalget 21. november.

Test din paratviden, mød politikerne og vær med til at bakke op om en høj valgdeltagelse i kommuner og regioner, når KL, Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet inviterer til Årets Første Valgfest på Folkemødet på Bornholm torsdag d. 15. juni kl. 18.00-19.30 i Det Politiske Ståsted i Danchells Anlæg.

Valgfesten er samtidig startskuddet for valgkampagnen ’Tænk dig om før du IKKE stemmer’, som de tre parter igen i år står bag. Formålet med kampagnen er at skabe opmærksomhed omkring kommunal- og regionsvalget den 21. november.

Dit kryds har stor indflydelse

Alle er inviterede til valgfest, og KL’s formand Martin Damm håber, at såvel kommunal- og regionspolitikere som organisationer og borgere har lyst til at deltage og for alvor skyde valgåret i gang.

”Det er vigtigt, at folk ved, at der er valg, og at de har mulighed for at stemme – og at de forstår, hvad de har indflydelse på. At stemme er i høj grad et spørgsmål om vane. Har man først én gang valgt at blive på sofaen, er der stor risiko for, at man bliver der. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på værdien af at deltage aktivt i demokratiet,” siger Martin Damm.

Han opfordrer alle til at gøre sit for at sprede budskabet om, at der er kommunal- og regionsvalg den 21. november – og at man med blot et lille kryds kan få stor indflydelse på sin egen hverdag.

”En kampagne gør det ikke alene. Vi vil både fra KL's side og lokalt i landets kommuner gøre vores til at skabe mest mulig bevågenhed og opmærksomhed på valget og på vigtigheden af at stemme. Men vi har også brug for en særlig indsats fra medierne, og vi håber, at organisationer og virksomheder igen går med ind i kampen for at styrke opmærksomheden på valget,” siger KL-formanden.

Quiz, politik og valgflæsk

Arrangementet i Danchells Anlæg indledes med en quiz ved komikerne ’Den hvide lektie’, hvor deltagerne dyster mod hinanden i paratviden om demokrati, valgdeltagelse, kommuner og regioner. Herefter vil Martin Damm, Danske Regioners formand Bent Hansen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll i fællesskab åbne ”valgåret”.

Bryggeriforeningen vil under arrangementet byde på lokale øl fra hele Danmark.  Der er mulighed for at købe valgflæsk i forbindelse med arrangementet.

Vis, at du stemmer den 21. november ved at deltage i begivenheden Kommunal- og regionsvalget 2017 på Facebook.