Indhold

15.01.16 09:10

Katalog skal inspirere til drøftelser mellem politikere og forvaltning

Katalog skal inspirere til drøftelser mellem politikere og forvaltning

De syv normer vedrører forvaltningens rådgivning og bistand til kommunalbestyrelse, udvalg og borgmester. Foto: Colourbox.com

KL udgiver inspirationskataloget ”Kodeks for forvaltningens rådgivning”, som sætter fokus på de gældende normer for samspillet mellem politikerne og forvaltningen i kommunerne.

KL har udarbejdet inspirationskataloget ”Kodeks for forvaltningens rådgivning”. Det sker på baggrund af, at Bo Smith-udvalget i efteråret 2015 lancerede sin rapport om Embedsmanden i det moderne folkestyre, som indeholder et kodeks med syv normer for forvaltningens rådgivning og bistand til kommunalbestyrelse, udvalg og borgmester. 

I inspirationskataloget konkretiseres disse normer i forhold til den kommunale verden, og til hver af de syv normer er formuleret en række relevante spørgsmål, som skal inspirere til de lokale drøftelser mellem forvaltning og kommunalbestyrelsesmedlemmer.  

I forordet til kataloget pointerer KL’s formand Martin Damm og KL’s adm. direktør Kristian Wendelboe, at det er en ledelsesopgave at sikre, at forvaltningen er opmærksom på normerne og arbejder efter dem. 

”Men normerne er ikke alene et forvaltningsanliggende. Dialog og forventningsafstemning mellem politikere og forvaltning om roller, samspil og rækkevidden af den politiske rådgivning og den praktiske bistand i hverdagen er afgørende. Det er også forudsætningen for et godt og tillidsfuldt samspil mellem forvaltning og politikere,” skriver Martin Damm og Kristian Wendelboe. 

To tilføjelser til de klassiske embedsmandsdyder

De syv normer formuleret af Bo Smith-udvalget relaterer sig til samspillet mellem politikerne og forvaltningen og får hver et kapitel med i kataloget. De hedder: Lovlighed. Sandhed. Faglighed. Partipolitisk neutralitet. Ansvar og ledelse. Udvikling og samarbejde. Åbenhed og fejl.  De to sidste er nye tilføjelser til de klassiske embedsmandsdyder.

Kataloget fremhæver, at de syv normer vedrører forvaltningens rådgivning og bistand til kommunalbestyrelse, udvalg og borgmester – og altså ikke er en dækkende beskrivelse af hverken topledelsen eller forvaltningens opgaver.  

Foruden de syv normer rummer kataloget også afsnit om rammerne for det daglige politiske arbejde, herunder forvaltningens rolle i politikudviklingen, i forhold til de eksterne relationer og i forhold til håndteringen af medier, og forslag til, hvilke temaer man kan tage op lokalt.

Se alle artikler i temaet

Yderligere materiale