Indhold

01.03.18 14:55

KL til fagbevægelsen: Udsæt strejkevarsler

KL til fagbevægelsen: Udsæt strejkevarsler

KL's forhandlere retter nu en appel til lønmodtagernes forhandlere om at udsætte strejkevarsler og give Forligsinstitutionen en chance for at finde en løsning. Foto: Scanpix

KL-forhandlerne retter nu en appel til de faglige organisationer: Udsæt strejkevarslerne og giv Forligsinstitutionen en chance for at få forhandlingerne på rette spor. En konflikt vil gå hårdt ud over mange borgere.

I dag klokken 15 skal KL's forhandlere til det første møde i Forligsinstitutionen om sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne med de faglige organisationer. Og inden mødet retter KL nu en direkte appel til lønmodtagersidens forhandlere.

"Vi er meget ærgerlige over dette sammenbrud. Vi bør kunne finde fælles løsninger, og KL er opsatte på at finde et forhandlingsresultat. Derfor vil vi opfordre de faglige organisationer til at udsætte de bebudede strejkevarsler. En konflikt rammer alt for mange, både børn, forældre, ældre og svage borgere, som ikke har lod eller del i denne forhandling," siger Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

Hvis organisationerne vælger at strejke, kan en omfattende lockout blive et nødvendigt modtræk fra kommunernes side. Simpelthen for ikke at ende i strejker, der trækker ud i det uendelige.

"Det er vi nødt til at gøre for at begrænse belastningen mest muligt. I sidste ende er det borgerne og især de mest sårbare, der bliver tabere. Det vil vi rigtig gerne undgå. Vi bør i stedet give forligsmanden en reel chance for at sætte sig for bordenden og se, om der kan findes nye veje til løsninger, inden der varsles konflikt," siger Steen Christiansen, næstformand i KL's Løn- og Personaleudvalg.