Indhold

26.01.18 09:30

Intense overenskomst- forhandlinger forude

Intense overenskomst- forhandlinger forude

KL's forhandlere, Michael Ziegler og Steen Christiansen, ser frem til, at der nu kommer gang i overenskomstforhandlingerne på alle områder. Foto: Scanpix

I eftermiddag mødes KL og Forhandlingsfællesskabet til politisk møde om nye overenskomster. Efter flere ugers pause i forhandlingerne er det startskuddet til en intens periode med forhandlinger. Alle forlig skal være på plads inden udgangen af februar.

"Jeg ser meget frem til dagens møde med Forhandlingsfællesskabet. Det er første gang, vi mødes efter jul, og derfor skal vi have arbejdshandskerne på. Vi har godt en måned til at få landet både det generelle forlig og aftaler for de enkelte faggrupper. Det bliver ikke nemt, og der skal indgås mange kompromisser, før vi når i mål. Men jeg fornemmer heldigvis en positiv og konstruktiv holdning på begge sider af bordet."

Sådan siger Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg og KL's chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne, før dagens møde med Forhandlingsfællesskabet om de dele af forhandlingerne, som dækker alle kommunalt ansatte. Det er det andet politiske møde mellem KL og Forhandlingsfællesskabet.

Forhandlingerne med alle andre end lærerne har været sat i bero, fordi Forhandlingsfællesskabet valgte at udskyde alle forhandlinger, indtil lønmodtagersiden vurderede, at der var "reelle forhandlinger" mellem KL og Lærernes Centralorganisation. Og først i mandags besluttede Forhandlingsfællesskabet at genoptage forhandlingerne på alle områder.

"Det er jo vores oplevelse, at der hele tiden har været tale om reelle forhandlinger med lærerne. Men det giver ikke mening at tærske mere langhalm på den diskussion. Nu er vi videre og ser fremad," siger Steen Christiansen, næstformand i KL's Løn og Personaleudvalg, og Michaels Zieglers makker i forhandlingerne med lønmodtagerne.

Rekruttering står øverst på KL's dagsorden

Eftermiddagens møde er en anledning til at gøre status og folde overenskomstkravene mere ud, så parterne bliver klogere på, hvordan de mere præcist kan blive til virkelighed i overenskomsterne.

"Nu tager vi for alvor fat på materien. For KL's vedkommende har vi tidligere gjort klart, at det er et meget vigtigt krav for os, at vi får adresseret rekrutteringsudfordringen på ældre- og sundhedsområdet. Det vil vi blandt andet gøre ved at målrette lønudviklingen til de faggrupper på dette område, hvor vi både nu og fremover har store udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret personale," siger Michael Ziegler.

Derudover er det blandt andet et vigtigt krav for KL, at seniordagene udskydes i takt med stigningen i folkepensionsalderen og stigningen i befolkningens levealder. KL ønsker også at fjerne muligheden for, at kommunale direktører kan få udbetalt nogen form for fratrædelsesgodtgørelse, før de reelt fratræder.

Allerede i de seneste dage har der været forhandlingsmøder med flere af de enkelte organisationer, og de vil fortsætte for fuld tryk i den kommende tid. Det er aftalt, at aftalerne med alle organisationer skal være på plads inden udgangen af februar. Hvis det ikke lykkes at lande forlig, kan der tidligst komme konflikt fra 1. april.

Se også