Indhold

11.01.18 11:50

Finansministeren vil kæmpe for kommunernes frihed

Finansministeren vil kæmpe for kommunernes frihed

KL's formand Martin Damm og finansminister Kristian Jensen var i debat på Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Foto: Lars Horn/Baghuset

Kommunernes frihed og Christiansborgs tendens til at blande sig i den blev et gennemgående tema, da KL's formand Martin Damm og finansminister Kristian Jensen mødtes i debat på Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.

"Der er stor energi i Folketinget om at detaillovgive over for kommunerne, og hver gang vi får lavet noget godt som en revision af planloven eller beskæftigelseslovgivningen, så der kommer der ligeså meget skidt af bagvejen."

Sådan lød skudsmålet fra KL-formand Martin Damm, da han mødte finansminister Kristian Jensen (V) i debat, efter de hver især havde holdt tale på Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Temaet om, at Folketinget blander sig for meget i kommunernes virke blev centralt i debatten, og Kristian Jensen var da heller ikke helt uenig i, at det til tider kan være tilfældet, men han synes ikke, det bør være sådan.

"Der er på Christiansborg mange, der vil lave micromanagement, og det er vi i Venstre aldrig interesseret i. Hvis vi begynder at lave regler for antallet af pædagoger pr. barn og gåture pr. ældre, så har vi ikke kommunalt selvstyre. Vi prøver at arbejde for at skabe rammerne til mere frihed i kommunerne. Men det kræver 90 mandater, og det har vi ikke," sagde Kristian Jensen.

Martin Damm kritiserede også, at især de mange puljeløsninger fra Christiansborg er med til at skabe forventninger blandt danskerne til et bestemt velfærdsniveau, som kommunerne ikke altid kan leve op til.

"Puljeløsninger skaber forventninger, for det ligger implicit, at når der er givet penge til et område via en pulje, så er områderne i øvrigt fredet for effektiviseringer, og nogle vil sågar lovgive om det. Vi er nødt til at være i stand til prioritere internt i kommunerne, og hvis man låser sektor for sektor, er der ikke noget at gøre med," sagde Martin Damm.

Den kritik var Kristian Jensen enig langt hen ad vejen.

"Vi kan og skal ikke gå rundt og love ting på kommunernes vegne, som de ikke kan levere inden for rammerne," sagde Kristian Jensen.

Anlægsrammen bør diskuteres

Enigheden var dog ovre, da snakken faldt på anlægsrammen og det faktum, at statens andel af de samlede anlægsudgifter er steget med 11 procent siden 2009, mens kommunernes andel er faldet tilsvarende. Kristian Jensen mente dog godt at kunne argumentere for de stigende anlægsudgifter i staten.

"Vi kan godt aflyse Kalundborg-motorvejen eller udvidelsen af E45, men hvis vi ikke skal det, så skal staten i de kommende år levere en række infrastrukturinvesteringer, og vi skal også levere på forskning og universiteter," sagde Kristian Jensen, der dog også anerkendte, at kommunerne har vigtige anlægsudfordringer, men henviste til, at arbejdskraft er en knap ressource nu og fremover.

"Vi er enige om, at vi ikke skal tømme landet for arbejdskraft, men i de kommunale anlægsrammer indgår fx også køb af jord, som jo ikke presser på manglen på arbejdskraft. Så måske vi kan aflaste rammerne på andre måder end ved kun at hæve dem," sagde Martin Damm.