Indhold

06.11.17 11:23

Fælleskommunal vision for borgernes adgang til egne data

Fælleskommunal vision for borgernes adgang til egne data

Bag visionen ligger tre bærende principper, som sætter retning for kommunernes videre arbejde. De tre principper er, at: "Borgerne skal kunne forstå og overskue samt kunne bidrage med og anvende egne data."

KL har lanceret en fælleskommunal vision for borgernes adgang til egne data i de sager eller ydelser, de har hos kommunerne.

"Borgerens adgang til egne data skal give borgeren tryghed og handlerum."

Sådan lyder visionen for initiativ 1.2 om Borgerens adgang til egne data, som er igangsat som led i den fælleskommunale digitaliseringsstrategi.

”Temaet om at give borgerne adgang til egne data har længe været debatteret i kommunerne. Med dette projekt har vi nu for første gang et bud på, hvad vi fælleskommunalt mener, når vi taler om at give borgerne adgang til egne data. Håbet er, at borgerne oplever en større grad af tryghed og handlerum i deres interaktion med kommunen,” siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Når man taler om tryghed, handler det om, at borgerne via et overblik over informationer om deres egen sag har tillid til, at kommunens oplysninger belyser deres sager og henvendelser ordentligt og tilstrækkeligt. Handlerum handler om, at borgerne får et overblik, så de, om nødvendigt, kan handle på baggrund af de data, som kommunerne har registreret om dem.

Tre bærende principper

Bag visionen ligger tre bærende principper, som sætter retning for kommunernes videre arbejde. De tre principper er, at: "Borgerne skal kunne forstå og overskue samt kunne bidrage med og anvende egne data."

”Når borgere i fremtiden ønsker at få et overblik over deres sag eller den ydelse, de modtager fra kommunen, skal informationerne præsenteres på en måde, så borgere kan forstå data, forstå hvad det betyder for dem og forstå, hvordan de kan handle på dem. Borgeren skal også selv kunne bidrage med data, så han eller hun kan gøre opmærksom på og evt. rette ufuldstændige eller ukomplette data. Endelig er det et mål, at borgeren har ejerskab over deres egne data fx ved, at borgeren frit kan vælge at dele data med andre,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Hvordan kan kommunerne bruge det

Den fælleskommunale vision for adgang til egen data er startskuddet for, at kommunerne arbejder for samme mål ift. at fremvise borgeres data. Målsætningen med arbejdet er at udvikle en fælleskommunal metode til at give borgerne adgang til data, som kommunerne kan trække på, hvis de ønsker at fremvise borgerens data.

Hvordan kommer det ud at leve

I projektet arbejdes der bl.a. på at igangsætte pilotprojekter, som kan bidrage til at realisere den fælleskommunale vision. Disse pilotprojekter vil udvikles i tæt samarbejde med borgerne for at sikre, at borgerens data bliver vist på en let og forståelig måde.

Fakta

I takt med at der skabes resultater i pilotprojektet, vil disse blive delt med samtlige kommuner via www.kl.dk/adda.

Dertil vil der løbende blive indsamlet og udbredt gode erfaringer på tværs af de kommuner, som allerede giver borgeren adgang til egne data.