Indhold

06.04.18 11:58

Debatindlæg: Helt uforståeligt, at spisepause er kommet ind i kommunale forhandlinger

Debatindlæg: Helt uforståeligt, at spisepause er kommet ind i kommunale forhandlinger

Det er en stor fordel for kommunerne, at pædagoger, skolelærere og SOSU-assistenter spiser, når det passer ind i dagens program, skriver Michael Ziegler og Steen Christiansen fra KL. Foto: Scanpix

Det er noget frygteligt sludder, når Lars Qvistgaard antyder, at kommunerne er ude efter medarbejdernes frokostpause. Den diskussion angår kun de statsansatte akademikere, skriver Michael Ziegler og Steen Christiansen i et debatindlæg.

Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, må virkelig lede langt efter de gode argumenter for, hvorfor diskussionen om spisepausen hører hjemme på forhandlingsbordet ved de kommunale overenskomstforhandlinger. I et indlæg i Altinget er det kommet så vidt, at han henviser til en formulering i KL's årlige budgetvejledning til kommunerne som et tilsyneladende eksempel på, at KL anbefaler kommunerne at opsige de såkaldte kutymefridage, fordi dele af staten har gjort det.

Det er ganske enkelt noget frygteligt sludder. 

KL’s budgetvejledning er en service til kommunernes administrationer, hvor vi redegør for forhold, der kan få betydning for kommunerne, herunder også sager, hvor kommunerne skal træde varsomt eller direkte kan være på vej ud i et administrativt eller politisk minefelt.

Derfor valgte vi at orientere kort og helt objektivt om sagen om kutymefridagene i Skat. Det indeholder ingen anbefaling af noget som helst, og det er ærlig talt langt ude, at det pludselig af Lars Qvistgaard bruges til at mistænkeliggøre KL's hensigt i forhold til spisepausen.

Vi går ud fra, at fagforbundene også orienterer deres medlemmer, når der sker noget, der er relevant for dem. Det er det samme, KL har gjort.

Ingen planer om at røre spisepausen

Lad os slå helt fast én gang for alle: KL har overhovedet ingen planer om at røre ved de kommunalt ansattes spisepause og har aldrig haft det.

Det er en stor fordel for kommunerne, at eksempelvis pædagoger i dagtilbud, skolelærerne eller SOSU-assistenterne i dag står til rådighed hele arbejdsdagen og spiser, når det passer ind i dagens program. Det ville være et stort selvmål for kommunerne at pille ved det.

Der er tale om en diskussion, som er opstået mellem Moderniseringsstyrelsen og de statsligt ansatte akademikere, og det har intet som helst med kommunerne at gøre. 

Derfor er det naturligvis også ved det statslige forhandlingsbord, at det emne skal diskuteres.

Uforståelig konflikt

Lars Qvistgaard og Akademikerne skylder svar på, hvorfor en juridisk strid om frokost skal blokere for, at samtlige ansatte i den offentlige sektor kan få nye overenskomster.

Lars Qvistgaard kan jo i stedet lade sagen afgøre ved en faglig voldgift, hvor den retteligt hører hjemme. Derfor synes vi også, det vil være helt og aldeles uforståeligt, hvis de statslige akademikeres spisepause skal kaste en kvart million kommunalt ansatte ud i en konflikt.

***

Debatindlægget er bragt på Altinget den 5. april 2018

Annonce

Annonce

Annonce