Indhold

11.01.18 10:20

5 klare opfordringer til finansministeren

5 klare opfordringer til finansministeren

Anlæg og bedre prioriteringsmuligheder bliver varme emner ved årets økonomiforhandlinger, fortalte KL's formand Martin Damm, da han åbnede Kommunaløkonomisk Forum 2018. Foto: Lars Horn / Baghuset

KL’s formand Martin Damm havde 5 klare opfordringer med til finansministeren, da han åbnede Kommunaløkonomisk Forum 2018.
  • Vi skal have bedre muligheder for at investere – både for at kunne effektivisere, og fordi vi har et investeringsefterslæb
  • Vores udgiftsramme skal tage højde for det udgiftspres, som vi oplever, og skal afspejle de forventninger, der er til den kommunale service
  • Vi skal sikres en finansiering, så alle kommuner kan få enderne til at hænge ordentligt sammen
  • Vores prioriteringsrum og politiske frihedsgrader skal styrkes frem for indskrænkes
  • Og lad nu være med at sende signaler om bedre service, hvis ikke der følger penge med

Sådan lød 5 klare opfordringer fra KL’s formand Martin Damm til finansminister Kristian Jensen, da KL-formanden åbnede Kommunaløkonomisk Forum 2018.

Han slog fast, at evnen til at tænke nyt og få pengene til at række længere er stor i kommunerne, som gennem en årrække har været motoren, når der har skullet findes nye løsninger. Fx på ældre- og socialområdet, hvor kommunerne forebygger mere og mere – og dermed undgår de dyrere behandlingstilbud.

”Vi er gået forrest med effektiviseringer og økonomisk ansvarlighed i krisetiden. Men de lavthængende effektiviseringsfrugter er nu for længst plukket. Det vil kræve vedvarende politisk opmærksomhed at holde dampen oppe. Og det vil også kræve, at Folketinget bakker op om vores muligheder for at prioritere på tværs og åbner nye veje for omstillingsmuligheder. Det er helt afgørende for, at vi når vores fælles mål: en fortsat udvikling af den velfærd, vi leverer til borgerne,” sagde Martin Damm.

Rammerne matcher ikke behovet

KL-formanden roste desuden kommunerne for endnu engang at lægge budgetter, der overholder økonomiaftalen til punkt og prikke. Han understregede dog, at de nuværende rammer ikke står mål med fremtidens behov.

Kommunernes anlægsudgifter pr. indbygger er i dag betydeligt lavere end for 5-10 år siden. Og fra 2009 til 2016 faldt kommunernes andel af de samlede offentlige investeringer med 11 procentpoint. I samme periode er statens andel til gengæld øget med de samme 11 procentpoint.

”Det er ikke holdbart. Veje og bygninger i kommunerne mangler alt for mange steder i kritisk grad investeringer. Og det er på den lange bane dyrt for samfundet at underinvestere og udskyde vedligeholdelse. Dyrt og uklogt,” sagde Martin Damm og pointerede, at anlægsudgifter kommer til at være et varmt emne i årets økonomiforhandlinger.

Intentioner skal føre til konkrete lovændringer

Også behovet for bedre prioriteringsmuligheder og politisk råderum bliver et tema i økonomiforhandlingerne.

”Vi har en fælles interesse i at mest mulig tid og penge bruges til kernevelfærden. Jeg oplever egentlig gode intentioner fra regeringens side. Det gælder fx det moderniserings- og effektiviseringsprogram, som vi i fællesskab har sat i søen. Men her bliver det afgørende, at de gode intentioner bliver vekslet til konkrete lovændringer i Folketinget,” sagde KL-formanden.

Annonce

Annonce

Annonce