Indhold

19.04.17 12:10

Nye anbefalinger for styring af større kulturprojekter

Nye anbefalinger for styring af større kulturprojekter

"Der er ikke to sportsevents eller kulturbegivenheder, der er ens, og derfor skal anbefalingerne heller ikke ses som en endegyldig facitliste, men bruges som inspiration til arbejdet," siger Anna Mee Allerslev, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg. Foto: Kulturministeriet

Udvalget om afholdelse af større kulturprojekter præsenterer onsdag en række nye anbefalinger for god ledelse af større kulturprojekter. Anbefalingerne tjener som et godt redskab, der kan inspirere stat, regioner og kommuner, lyder det fra KL.

I marts 2016 blev ”Udvalget om afholdelse af større kulturprojekter” nedsat med det formål at revidere Anbefalinger for god ledelse af større kulturprojekter fra 2006. Det skete bl.a. som opfølgning på Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik af budgetoverskridelserne i forbindelse med afholdelsen af Eurovision Song Contest i København i 2014.

Anbefalingerne fra udvalget foreligger nu.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Udvalgets reviderede anbefalinger er yderst relevante og vil være et nyttigt redskab til at sikre styring af større kulturprojekter. For at bidrage til, at anbefalingerne udbredes og fastholdes, har jeg derfor besluttet at gøre det til et støttevilkår, at man som støttemodtager ved større, risikofyldte, tværgående projekter på Kulturministeriets område, altid skal redegøre for, hvordan man følger udvalgets anbefalinger. Selvom vi formentlig ikke helt kan eliminere risikoen for, at der kan opstå problemer i større projekter, er der, hvis anbefalingerne følges, skabt et solidt grundlag for at minimere denne risiko."

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, siger:

”Store kulturbegivenheder er vigtige for brandingen af Danmark som en spændende turistdestination. Når man som tilskuer fx ser cykelryttere suse afsted på VM-ruten, er det med til at åbne omverdenens øjne for alt det, som Danmark har at byde på. Det er vigtigt, at vi får hentet flere store events til Danmark. Og for regionerne er det vigtigt, at vi hele tiden ser på, hvordan vi kan arrangere denne slags begivenheder bedre og mere effektivt, så vi får mest mulig effekt af dem. Derfor hilser regionerne anbefalingerne velkomne, og vi ser frem til at samarbejde med staten og kommunerne om flere store kulturbegivenheder i hele Danmark."

Anna Mee Allerslev, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg, udtaler:

”Som udgangspunkt er kommunerne jo professionelle og dygtige til at håndtere meget store arrangementer og events. Men vi er selvfølgelig altid interesserede i at blive endnu bedre, og her tjener anbefalingerne som et godt redskab, der kan inspirere stat, regioner og kommuner. Det er også spændende, at vi får inspiration til at inddrage nye områder som frivillige, beredskaber og effektmåling i disse anbefalinger. Der er ikke to sportsevents eller kulturbegivenheder, der er ens, og derfor skal anbefalingerne heller ikke ses som en endegyldig facitliste, men bruges som inspiration til arbejdet. Derfor er det også godt, at de er frivillige. Ellers risikerer vi, at vi begår en fejl og øger bureaukrati og spænder ben for gode tiltag i den bedste mening.”

Yderligere oplysninger

KL's pressevagt: 33 70 33 33

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16

Danske Regioner tlf.: 40 20 20 57

Annonce

Annonce

Annonce