Kommunerne vil gerne have dialog og god rådgivning, men vi siger nej tak til, at statsligt overformynderi skal diktere den gode smag, skriver Jane Findahl i debatindlæg.
Af Jane Findahl, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg
Kommunerne er flere steder blevet kritiseret for, at folkevalgte politikere involverer sig i kunstindkøb, og at der derfor sker en forpestning af byrummet med dårlig, dilettantisk og bedaget sofakunst.
Blandt kritikerne er professor Henning Jørgensen, afgående formand for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen, og direktør for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Deres hovedsynspunkt er, at kunstindkøb skal foretages af lokale billedkunstråd, og at politikerne skal respektere armslængdeprincippet.
Virkeligheden er, at man i nogle kommuner faktisk har lokale billedkunstråd. Der findes også kommuner, som har diskuteret muligheden for at oprette et kunstråd, men har valgt ikke at gøre det. Nogle kommuner rådfører sig med det lokale museum eller med faglige rådgivere på engangsbasis. Og der findes kommuner, hvor byrådet ansætter en kunstner til en udsmykningsopgave eller køber et maleri fra det lokale galleri.
Sådan er kommunerne så forskellige, og jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over, om den ene eller anden metode er den rigtige. Kommunerne skal naturligvis anvende objektive og saglige kriterier, når der indkøbes kunst.
KL har fået kritik for ikke at blande sig i kommunernes kunstindkøb. Det er en kritik, som hviler på en helt misforstået opfattelse af, hvad KL’s rolle over for kommunerne er. KL hverken kan eller vil diktere, hvordan kommunerne foretager kunstindkøb. Det ville svare til, hvis Danske Dagblades Forening kunne blande sig i, hvad der skulle stå i JP’s spalter.
Men KL vil naturligvis gerne indgå i en dialog om kunst- og kulturpolitik, og KL har da også været i dialog med Statens Kunstråd og holdt møde med Mads Øvlisen. Ved det møde bad KL Statens Kunstråd om at se på den administrative politik. Det betyder nemlig meget for kommunernes arbejde med kunst og kultur.
Debatten om kommunernes kunstindkøb er et godt eksempel på, at der mangler indlevelse fra Statens Kunstråd i den kommunale virkelighed. Kommunerne kritiseres ud fra et fagperspektiv, hvor der er forskel på god og dårlig kunst, og det kun er armslængdeprincippet, som garanterer den gode kunst.
Men i den kommunale virkelighed har vi et andet perspektiv. Vi har borgere og politikere, som dagligt skal se på kunsten og som interesserer sig for deres byrum og den offentlige udsmykning. Det er ærgerligt, hvis man ikke må interessere sig for kunsten i sine omgivelser, fordi man er politiker. Det medfører hverken rindalisme eller lokal-nepotisme, som debatten har antydet.
Tværtimod bidrager kommunerne til et mangfoldigt kunstliv, som kan være en styrke for kunstens folkelige forankring, for bredden i kulturen og for den offentlige kunstdebat. Kommunerne spiller en central rolle i forhold til at bidrage til befolkningens møde med og interesse for kunsten og kulturen.
Det sker blandt andet ved at præsentere borgerne for den professionelle kunst. De mange kommunalt drevne og støttede kunstmuseer er gode eksempler herpå. Men det sker også gennem brede og folkelige aktiviteter som musikskoler, teaterforeninger og billedskoler. Det giver lyst og interesse for kunsten. Og det bidrager til talentudviklingen af børn og unge.
Jeg ser hos kommunerne en stor velvilje over for, at Statens Kunstråd og Kunstfonden vil vejlede kommunerne i, hvordan de kan arbejde med kunsten.
Men det kan være vanskeligt at komme i dialog med kommunerne, hvis man per automatik rynker på næsen af kunst, der indkøbes uden inddragelse af et lokalt kunstråd eller uden Kunstfondens rådgivning om det offentlige rums udsmykning.
Kommunerne vil gerne have dialog og god rådgivning, men vi siger nej tak til, at statsligt overformynderi skal diktere den gode smag!
************************************************
Debatindlægget har været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 23. april.