KL har afgivet høringssvar over udkast til ændring af teaterloven og tilhørende bekendtgørelser. Kulturministeren forventer allerede at fremsætte lovforslag inden jul med ikrafttræden i foråret 2012. Forslagene på teaterområdet udmønter en bred politisk aftale indgået af alle Folketingets partier på nær Enhedslisten den 21.juni 2011.
Hvis forslagene gennemføres, vil hovedparten af teatrene blive berørt i mere eller mindre indirekte form. Egnsteaterkonsulenterne vil for eksempel forsvinde, og der vil styrelsesmæssigt blive en ny konstruktion omkring Københavns Teater. KL har i sit høringssvar markeret kommunernes og teatrenes behov for langsigtet at kende statens støtte og engagement i de lokale teatre, ligesom KL har betonet vigtigheden af teatertilbud, der når ud til befolkningen i hele landet.