KL har den 13. april 2011 sendt høringssvar til Undervisningsministeriet om forslagene til ændringer i folkeoplysningsloven.
KL har i høringssvaret beklaget, at der ikke med lovforslaget tages hul på en helt nødvendig regelforenkling. KL påpeger, at specielt lovens lokaleregler er overdrevent indviklede og detaljerede og i vidt omfang forhindrer fornuftige og fleksible samarbejdsformer med det lokale foreningsliv.
KL nævner endvidere, at man ikke kan tilslutte sig forslaget om, at der i alle kommuner skal udarbejdes en obligatorisk og detaljeret folkeoplysningspolitik. Var det endt med en tidssvarende rammelovgivning med større frihedsgrader til kommunerne, havde KL fundet det naturligt, at der parallelt hermed blev stillet krav om, at den enkelte kommune skulle udmønte denne frihed til i en folkeoplysningspolitik at beskrive sine indsatsområder og tilskudsregler. Da lovudkastet ikke indeholder forslag til en sådan rammelovgivning, kan KL ikke tilslutte sig forslaget om en obligatorisk folkeoplysningspolitik.
Se høringssvaret som bilag.