Indhold

09.11.17 09:00

God ledelse kan forløse kultur- og fritidsområdets potentialer

God ledelse kan forløse kultur- og fritidsområdets potentialer
God ledelse er centralt, hvis kultur- og fritidsområdet i kommunerne vil realisere de potentialer, området rummer, og der er brug for en diskussion af både ledelsesudfordringer, opgaver og adfærd. Det mener Mikkel Knowles Gjelstrup, der faciliterer seminaret om styring og ledelse på kultur- og fritidsområdet den 18. december.

Mikkel er en erfaren mand, når det handler om at ledelse og drift af idræts- og kulturfaciliteter. Som udviklingschef i nonprofitorganisationen GAME stod han i ti år for udvikling, finansiering og ledelse af de gadekulturhuse, der er skudt op flere steder i landet. Han har siddet i bestyrelsen for Lokale- og Anlægsfonden, stiftet sit eget rådgiverkollektiv og arbejder nu for Spejderne med ansvar for at udvikle Middelgrundsfortet fra en øde ø til en Ungdomsø med aktiviteter for unge fra 15 til 25 år.

Området kan så meget, men…

Gennem sine mange år i kultur- og fritidsverdenen har han set, hvor meget potentiale, kultur- og fritidslivet har, men også mødt dets begrænsninger. ”Kultur- og fritidslivet kan så meget. Skabe foreningsliv og demokrati, bygge fællesskaber og netværk, styrke mangfoldighed og inklusion, øge sundhed og trivsel, skabe dannelse og læring. Men desværre kan kultur- og fritidslivet også være fastfrosset og uden evne til at møde nye ønsker og vaner. Ekskluderende og svært tilgængeligt for dem, der ikke allerede er indenfor,” siger han.

Både for forvaltninger og institutioner

Samarbejdet mellem forvaltninger og på tværs af forvaltninger og faciliteter og institutioner er nødvendigt for at løsne op og forløse de potentialer, området rummer, mener han, og her er god styring og ledelse centralt.

Netop mødet og dialogen på tværs af forvaltninger og faciliteter og institutioner er en af de temaer, der vil blive diskuteret på seminaret den 18. december og Mikkel håber, at der er folk fra institutionerne og faciliteterne, der har lyst til at være med.

”Seminaret er en god måde for alvor at tage hul på dagsordenen omkring ledelse og styring på kultur- og fritidsområdet ude i kommunerne, både på forvaltningsniveau og på institutionsniveau. Der bliver viden og inspiration at hente fra dem, der allerede er langt på dette område og mulighed for at diskutere, hvad det kræver af lederne at lykkes,” siger Mikkel.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce