Indhold

16.11.17 09:30

Carsten Hornstrup: Kultur- og fritidsområdet kan bidrage med anderledes perspektiver

Carsten Hornstrup: Kultur- og fritidsområdet kan bidrage med anderledes perspektiver

Foto: jointaction

Kommunerne står med en mere og mere kompleks velfærdsopgave, som de kun kan løse, hvis velfærdsleverandørerne udvikler et mere mangesidigt blik for udfordringer og muligheder. Det kan kultur- og fritidsområdet i høj grad bidrage til, mener Carsten Hornstrup, der indleder seminaret om styring og ledelse på kultur- og fritidsområdet d. 18. december med et blik udefra.

Carsten Hornstrup rådgiver kommuner i at udvikle forandringskapacitet og håndtere komplekse udfordringer og kommer rigtig meget rundt i det kommunale landskab. Her savner han ofte, at kultur- og fritidsområdet bliver inddraget i løsningerne på de store velfærdsudfordringer.

Han mener, at tiden kalder på, at kultur- og fritidsområdet i højere grad træder i karakter som en del af løsningen – og det kræver en diskussion om ledelse. "Det er vigtigt, at området tager den her debat om ledelse, fordi de kan bidrage med andre perspektiver og med andre fysiske og mentale rum. Det “anderledes”, området kan bidrage med, kan hjælpe andre velfærdsleverandører til at tage andre typer samtaler med og om borgerne," siger han.

Ikke højt nok til loftet

Carsten Hornstrup oplever, at der ofte ikke er højt nok til loftet i de eksisterende dialoger på de områder, han beskæftiger sig med – bl.a. social-, familie-, beskæftigelses- og børneområdet . "Dialogerne her bliver ofte taget ud fra en snæver problemløsningslogik og velfærdsleverandørerne på de områder kan være fagligt farveblinde; de ser kun det, deres egen faglighed og omgangskreds giver dem adgang til. Her er der brug for, at kultur- og fritidsområdet stiller både kompetencer og kvadratmeter til rådighed," siger han.

Et blik udefra

Carsten Hornstrup er ph.d. i forandringsledelse og direktør og partner i firmaet Jointaction, der rådgiver kommuner i bl.a. forandringsledelse og han er forfatter til en række bøger om det emne. Det er første gang, han taler til et arrangement på kultur- og fritidsområdet og det er derfor som et blik udefra, at han bidrager på seminaret den 18. december.

"Jeg kommer med helt konkret viden om og eksempler på, hvad der rører sig på de store velfærdsområder, hvad der arbejdes med og hvad udfordringerne er. Og så har jeg også bud på, hvilke løsninger der findes, som også kultur- og fritidsområdet kan være en del af," slutter Carsten Hornstrup.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce