I stedet for at stikke hovedet i busken har Brønderslev Kommune valgt at lære af den værste krise i kommunens historie – det der er gået over i retshistorien som Brønderslev-sagen. Kommunen har lukket en forsker helt ind i maskinrummet for at lære af det, der gik galt.
Af Tom Ekeroth tek@kl.dk , bragt i nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 18 / 2011
Fredag op til vinterferien 2010 breakede den historie, som nu er kendt som Brønderslevsagen, selv om den ulyksalige familie havde boet på Lolland til 2006 og undervejs havde været forbi Skanderborg Kommune. Brønderslev Kommune blev endestationen for familiens katastrofekurs og befandt sig øjeblikkelig i en medieorkan. Men i stedet for at glemme alt om den, har kommunen besluttet sig til at lære af det, der gik galt.
Som den kommunikationsansvarlige, chefkonsulent Mette Krogh Jacobsen, siger, så lærer man nogle gang mest af det , der gik galt. Så da Søren Herping fra Aalborg Universitet henvendte sig, fordi han gerne ville bruge sagen til sin PHD, sagde man ja.
Vi var positive fra start af. Vi vidste selv, hvor svært vi havde haft ved at tackle det, og at det var vigtigt, hvis der kunne komme noget forskning, som man kunne bruge bagefter. Men der skal være en vis tillid, for at man kan have sådan et samarbejde, og det var rimeligt sikre på at vi kunne finde ud af. Derfor åbnede vi alt det, vi overhovedet kunne åbne uden at overskride tavshedspligten,
siger Mette Krogh.
Mest galt de første 14 dage
Søren Herping har beskæftiget sig med kommunikationen og krisehåndtering i den rapport, der snart lander i Brønderslev Kommune. Men hvad regner kommunen med at få ud af at åbne for forskeren?
Noget, som andre kommuner måske også kan tage ved lære af, er, at det ikke er så farligt at åbne for det, hvor man kan blive bedre. Vi er godt klar over, at det her har vi ikke håndteret til topkarakter kommunikationsmæssigt. Der skete en masse ting, som vi ikke selv var herre over. Der kan godt være en tendens hos kommuner til at stikke hovedet i busken og kun lære af best case, men nogle gange er det måske worst case, man lærer mest af,
siger Mette Krogh Jacobsen.
Som hun ironisk siger, regner de ikke med at få ros for deres kommunikationsindsats, men hun understreger, at det har været utrolig lærerigt at åbne for nogen, der kigger kritisk på en. Beslutningen om at lade Søren Herping undersøge sagen blev truffet af børne- og kulturdirektøren og Mette Krogh Jacobsen.
Kommunikationsmæssigt gik det mest galt inden for de første 14 dage. En af mine pointer er, at man manglede en struktur for, hvem der egentlig stod for kommunikationen som talsperson. Det var uafklaret, og det blev et stridsspørgsmål. Det kom til at sætte sit præg i begyndelsen. Der var ikke enighed om, hvem der skulle stå for kommunikationen. Der var to der mente, at de kunne gøre det, og det endte med at blive borgmesteren. En struktur, der enten siger, at det er embedsværket eller borgmesteren, ville have givet en mere stringent linje for det, man skulle have gjort,
siger Søren Herping.
Og Mette Krogh Jacobsen fortsætter:
Fremover vil jeg sige, at vi prøver med embedsværket først, og hvis det ikke hjælper, sender vil det tunge kavaleri til sidst. Hvis det først er gået galt og borgmesteren er sendt ud, så er der ikke nogen til at tage over. Det bliver også mere personligt, når det er borgmesteren, end hvis det er en embedsmand. Jeg tror, man skal tænke i forskellige baner, så man kan sige, at ”nu har man kørt ham eller hende træt, nu må en anden tage over”. Det var umådelig dumt af os at starte med den højeste post i kommunen,
siger hun.
Søren Herping mener, at kommunen kom bagud fra start:
Undervejs i processen lærer kommunen af sine fejl, så de kommer mere op i tempo. Men hvis man er så meget bagud fra starten, som de var i de første 14 dage, bliver det ”reddes hvad reddes kan”, og det er ikke noget godt udgangspunkt, når man er i gang med krisekommunikation.
Farvel til en dejlig weekend
Det kom totalt bag på os, at det kunne stå så galt til,
fortæller Mette Krogh Jacobsen.
Havde vi kendt realiteterne, så havde børnene været fjernet som noget af det første. Det, der bliver så ulykkeligt, er, at vi tror på det, vi siger. Det er jo ikke fordi, vi står og lyver. Det skriger jo til himlen, at vi havde udstyret borgmesteren med sætningen ”Børnene havde det godt nok”. Fremover skal der være en der tør stille de frække eller dumme spørgsmål: ”Er vi nu helt sikre på, at vi har gjort, hvad vi kunne”. Ikke fordi man skal mistænkeliggøre sine kolleger, men de er jo gravet ind i sagen og har måske en blind vinkel,
siger Mette Krogh Jacobsen.
Om kommunens nuværende krisehåndtering siger hun:
Hvis der er en krise på vej, ved vi, hvem der skal kaldes sammen, og hvad man skal finde ud. Men vi har også talt om, at hvis det indtræffer, kan det ikke nytte noget, at man ikke kan få fat i folk, og det kan godt være, at man havde planlagt en dejlig weekend, men det kan bare ikke hjælpe noget. Vi har også fået et netværk blandt journalister, så vi ved, hvem vi kan bruge og hvem vi ikke kan bruge – hvem vil gerne høre vores version af sagen og hvem vil ikke. Der er mange lag af læring i sagen, og hvis en af direktørerne eller politikerne skal udtale sig til pressen i en sag, der kan give nogle skrammer, så øver vi det professionelt igennem.
Deler ud af trælse erfaringer
Når vi får rapporten, inviterer vi Søren, byrådet og en række interessenter til en fremlæggelse af rapporten: Hvad har vi gjort forkert, hvad kan vi gøre bedre. Vi tror ikke, det vil skabe en mediestorm, men vi vil tage den meget alvorligt. Kommunerne vil blive ramt af flere og flere mediesager, og vi skal op i gear. Det med at sende kommunaldirektøren ned og snakke med journalisten på den lokale avis, sådan er det jo ikke mere,
siger Mette Krogh Jacobsen.
Og andre kommuner er parat til at lære af Brønderslevs erfaringer. Mette Krogh Jacobsen har allerede holdt en række oplæg om sagen:
Vi er jo ikke interesserede i, at andre kommuner skal komme i samme situation, så vi deler gerne ud af vores erfaringer. Selv om de er trælse,
siger hun.
Hvis man skal give nogle råd til kommunerne på baggrund af Brønderslevs trælse erfaringer, hvad skal det så være?
Man skal have en struktur omkring krisekommunikationen, og uddelegere nogle opgaver. Hvem skal sidde sammen, hvem skal sidde for bordenden? Man skal sørge for, at der ikke kommer flere konflikter end dem, der kommer udefra,
mener Søren Herping.
For det andet, skal man have en kulturel bevidsthed om, hvor galt det kan gå, så det ikke bliver ”jamen det var jo weekend” eller ”det var vinterferie”. At man har fokus, at det godt kan være, at man havde planlagt noget, men det her kan gå ekstremt galt – som det gjorde i Brønderslev. Det er en langstrakt proces at få skabt den bevidsthed, men andre kommuner behøver ikke at lære det på den hårde måde,
siger han og fortsætter:
Og for det tredje: I den kommunikation, man lægger ud, skal man være meget varsom med at skyde efter andre. Selv om det kan føles bedre i en organisation, skal man være opmærksom på, at når man skyder på nogen, skyder de tilbage. Og hvis der er flere, er man oppe imod større kræfter, end man selv kan håndtere,
og så tilføjer Søren Herping:
Det kan være vigtigt at tage en timeout i starten for at skaffe nogle fakta. Så man finder ud af, hvad der er hoved og hale, så man ikke kommer til at kommunikere for tidligt, som Brønderslev gjorde. Det vender tilbage som en boomerang. Hvis man først er ude med noget forkert, så mister man troværdighed på alle andre områder.
Mette Krogh Jakobsen siger:
Hvis man skulle give et fjerde råd skulle det være ”vælg dine kampe med omhu”. Vi begyndte at slås med pressen, med socialministeren, med Guldborgsund og med Lolland. Men man skal holde hovedet koldt. Det er nogle bedre til end andre. Det kan godt være, at det giver en slags tilfredsstillelse at kunne sige, at ”der fik Benedikte Kiær den”, men hun har bare et dobbelt så stort apparat til at slå igen med. Det er vigtigt at sige: ”Nu må vi bevare fokus og så lukke ørene for alt, der kan være træls og dumt at høre på”. At man får skabt et fortroligt rum mellem de vigtigste aktører, hvor man kan tale åbent. Også om det, der ikke fungerer. Jeg tror ikke, jeg var kommet igennem, hvis vi ikke havde haft sådan en gruppe.
|
Mette Krogh Jacobsen:
- Det, der har været det helt store problem i denne sag, er papirgangen. Fra Lolland til Skanderborg og fra Skanderborg til os. Papirerne får vi reelt først da forældrene er blevet anholdt, og børnene er blevet fjernet. Der kan vi se, at der har været grund lagt for at fjerne dem noget før. Kommunerne har også en pligt til at stramme op på de her ting. Ellers har vi slet ikke lært noget. Det bør være sådan, at papirerne følger en familie, så man ikke som socialrådgiver skal vurdere, hvad der er relevant.
– Detaljeringsgraden i medierne har været rystende. Jeg havde aldrig forestillet mig, at anklagemyndigheden ville offentliggøre et anklageskrift med så mange detaljer. At man ville gå så meget i detaljer med, hvad der er sket med en hest og en pige – de andre børn går jo i skole eller daginstitution et sted. De skal jo også have et liv bagefter, og det skal man som kommune også håndtere.
|
-------------------------------------------------------------------------------------------
Læs om KL’s medie- og krisetræning her