Indhold

06.02.18 09:24

Jesper Højberg: Krav om effektivitet, innovation og dialog kalder på en kommunikerende topleder

Jesper Højberg: Krav om effektivitet, innovation og dialog kalder på en kommunikerende topleder

"Toplederen er både besluttende myndighed, resultatorienteret direktør og lyttende coach i ét." Sådan lyder det fra Jesper Højberg, ekspert i strategisk kommunikation og taler på KL's temadag om strategisk kommunikation for kommunale topledere.

Høje forventninger til den kommunale service samt borgere, der kræver inddragelse og dialog – og kræver den hurtigt, stiller store krav til den kommunale topleder anno 2018 og til hans kommunikative evner.

Derfor inviterer KL landets kommunale topledere og deres kommunikationschefer til en temadag om netop strategisk kommunikation ud fra et topledelsesperspektiv. Her kan man blandt andet kan høre Jesper Højberg Christensen, stifter af Kommunikationsforum, Advice, Nextwork mm og adj professor ved CBS, fortælle om de nyeste tendenser på området. Indtil da har vi bedt ham om at dele ud af et par guldkorn her.

Hvorfor er strategisk kommunikation et nødvendigt redskab for den kommunale topleder anno 2018?

"Som kommunal topleder skal man kunne agere i et landskab, hvor man på den ene side skal sikre driften for færre midler og på den anden side levere en lang række services til kommunens borgere, der forventer, at den leveres hurtigere, bedre og med udgangspunkt i den enkelte. Og samtidig skal man som topleder innovere, inddrage borgere og frivillige og empower medarbejdere.

Derudover har det eksterne pres for en hurtig reaktionstid aldrig være højere. Medierne ændrer sig og har i dag deadline 24/7, og også borgerne forventer hurtige svar og dialog døgnet rundt. Tiden, hvor en sagsbehandler kunne bruge måneder på en afgørelse, er ovre. Og kommunens svar til borgerne skal ikke længere kun være juridisk korrekte – de skal også være legitime set med borgeren øjne.

For borgerne har ændret syn på kommunen og kommunaldirektøren som myndighed. Borgeren, der ønsker, at hendes søn skal gå i B-klassen i stedet for A-klassen forventer et hurtigt og legitimt svar fra kommunen. Og kommer det ikke, går hun bare på Facebook og kræver svar fra borgmesteren der.

Det er den virkelighed og det landskab, man som kommunal topleder skal kunne agere i, og det kræver, at man som leder er tydelig og i stand til at kommunikere kommunens mål og strategier, så de giver mening og accepteres – både af borgere, lokale virksomheder og medarbejdere."

Hvad er de største udfordringer for den kommunikerende kommunale topleder i dag?

"Jobbet kræver, at man er i stand til at påtage sig og agere tydeligt i flere forskellige roller. Som kommune er man en myndighed, der skal overholde gældende love og regler. Man er også serviceorgan, der skal levere høj service for færre penge til borgere, der forventer, at den service er skræddersyet til netop dem.

Og sidst men ikke mindst er man coach – overfor sine medarbejdere, som skal yde optimalt og gå i den retning, man som leder har sat. Og coach overfor borgerne, som har en kraftig forventning om at blive inddraget i de beslutninger, kommunen træffer. Toplederen er altså både besluttende myndighed, resultatorienteret direktør og lyttende coach i ét. Velkommen til udfordringen!

Det er fuldstændig afgørende, at man som leder er bevidst om, hvilken rolle man er i og hvornår. For man skal være alle tre, men ikke på samme tid. Og det er afgørende, at man meget tydeligt kommunikerer til borgere og medarbejdere, hvornår man har hvilken kasket på.

Der må ikke være tvivl for modtageren om, hvornår man som kommunal topleder udøver rollen som myndighed og autoritet og slår en streg i sandet. Eller hvornår man tager rollen som coach, der inviterer borgerne ind til dialog med samskabelse om et kommunalt projekt. For der skal kommunikeres meget forskelligt i de situationer. Slår det fejl, risikerer man, at medarbejdere, borger og lokale virksomheder mister tilliden til dig som leder og til."

Hvor skal man starte, hvis man som kommunal topleder ønsker at bruge strategisk kommunikation som et aktivt redskab?

"Man skal først og fremmest sætte sig ned sammen med sin kommunikationschef eller sit kommunikationsteam og i samarbejde lave en plan for, hvad det er for et brand og en retning, man ønsker at sætte for kommunen. Hvad er den bærende fortælling til medarbejdere, lokale virksomheder og borgere? Hvis man får den på plads, er man nået langt."

Fakta

  • Hvad: Temadag om strategisk kommunikation for kommunale topledere
  • Hvornår: 30. april 2018
  • Hvor: Odeon, Odense
  • Tilmelding: Klik her

 

Annonce

Annonce

Annonce