Fredensborg Kommune har for mere end 1 år siden nedlagt det trykte personaleblad ”Næbet”. I dag udkommer det i stedet elektronisk under navnet ’e-Næbet’. Medieskiftet giver nye muligheder for personalebladet.
E-næbet er tilgængeligt på kommunens intranet, Medarbejderportalen. Det er her, de ansatte finder blanketter, referater, dagsordner og information om alt fra A-Å, som man som medarbejder kan have brug for i det daglige.
Chefkonsulent i kommunikation, Ulla Skytte, forklarer, at ’e-Næbet’ i modsætning til det trykte personaleblad lever hele tiden.
”Det elektroniske personaleblad udkommer, når der er behov. Det vil sige kontinuerligt og når der er nyt stof. Den elektroniske udgave giver et hurtigt og let overblik over, hvad der er sket siden sidst og hvad der er på vej,” siger Ulla Skytte.
Hvad med dem, der ikke sidder foran computeren hver dag?
Et trykt personaleblad bliver læst i toget, derhjemme eller i sommerhuset. Det er indtil videre ikke tilfældet med det elektroniske. Flere kommunalt ansatte sidder ikke foran computeren hver dag, og hvordan når man så dem med et elektronisk personaleblad?
”Vi har valgt at udgive en ultrakort version af ’e-Næbets’ vigtige fortællinger og nyheder på papir. En A4 side udgives kvartalvis og sendes ud til alle vores eksterne institutioner, både som en appetitvækker, men også som en reminder om, at intranettet har information, som er relevant for medarbejderne. De medarbejdere, der ikke til dagligt sidder ved en pc, har alle adgang til intranettet og kan logge på fra enhver computer,” fortæller Ulla Skytte.
Lidt om form og indhold
Til e-Næbet er der udarbejdet en række vignetter til de faste rubrikker, så læseren ved, hvilken stofgruppe de læser og for at skabe liv på siden. De samme vignetter går igen i den trykte appetitvækker på papir.
Faste rubrikker i e-Næbet er:
- Siden sidst: Korte notitser hentet fra Medarbejderportalenmed med henvisning til at læse mere. F.eks. et par ord om Ledetråden 2011 og med henvisning til Ledetråden i sin helhed på Medarbejderportalen.
- Personalenyt: Her finder man fx information om jubilæer eller nye ansatte i organisationen
- Os imellem: Historier fra institutioner eller afdelinger skrevet af medarbejderene
- Her er jeg…: En stafet med ti sjove og pudsige spørgsmål til én ansat i organisationen. Den interviewede giver stafetten videre til en anden ansat, som han eller hun er nysgerrig på at høre mere om.
- Medarbejderklubben: her finder man information om de kommende arrangementer i Medarbejderklubben.
Kommunens kommunikationsafdeling er i samarbejde med Personale og HR ansvarlig for at hente stof hjem til bladet og for at lave appetitvækkeren.