I et par årtier har det været normalt, at storbyerne i navnlig Skandinavien, Australien og Canada har scoret toppladseringer, når fx. bladene Economist og Monocle har kåret de bedste steder at bo i hele verden. København, Vancouver, Melbourne. Byer, der alle scorer højt på kriterierne om sikkerhed, kultur og infrastruktur, og som alt andet lige er mindre belastede end de ”store” storbyer, når det kommer til kriminalitet, trafik og forurening.
Af Kresten Schultz-Jørgensen, adm. direktør i rådgivnings-virksomheden Lead Agency
Tag bare København, hvor tingene i disse år går rigtigt godt med hensyn til migration: 1000 nye borgere om måneden, den kraftigste vækst siden 2. Verdenskrig.
Men andre og mindre kommuner kan sagtens tage stafetten, selv om historierne om provinsens død jo er mangfoldige. Udkantsdanmark, den rådne banan, Danmarks baghave. Det fyger med negative betegnelser om området, der strækker sig fra Nordjylland ned langs den jyske vestkyst til Sønderjylland og derfra over det sydfynske øhav til Lolland-Falster og Bornholm.
Områder, der er præget af faldende befolkningstal, stigende arbejdsløshed og fraflytning af offentlige arbejdspladser, fordi politikerne på Christiansborg i et par årtier har stirret sig blinde på de besparelser, der kan opnås ved at spare på offentlig service i tyndt befolkede områder.
Men der er faktisk ingen grund til sortsynet. En aktuel tendens understreger i hvert fald, at der er masser af muligheder for at skabe liv og forskellighed i Danmarks yderområder. Naturligvis skal de basale grundvilkår sikres også fra Christiansborg, men mulighederne findes også lokalt. Særligt hvis lokale politikere og ildsjæle holder op med at tale situationen helt ned under gulvbrædderne som en art panik før lukketid.
Tendensen handler om migration, dvs. menneskers flyttemønstre. Det har altid været god latin at antage, at mennesker i Danmark flyttede efter jobbet. Jobs før mennesker, hed logikken, med den konsekvens, at kommunerne har kæmpet en benhård kamp for at sikre fremtiden gennem traditionel erhvervspolitik og kamp om offentlige investeringer. Giv os arbejdspladser, så kommer borgerne.
Men i de seneste år er årsagssammenhængen begyndt at vende, overalt i Norde- Vesteuropa og navnlig mindre lande som Danmark. Tendensen blev præsenteret af den internationalt anerkendte byplanlægger Charles Landry, der for nylig gæstede København: I dag vælger 63% allerførst bostedet. Derefter følger overvejelserne om job.
Forandringerne har at gøre med det skifte, som vi alt efter temperament kan kalde overgangen til vidensamfund, netværkssamfund eller noget helt tredje. En samfundstype, hvor flere og flere såkaldt ressourcestærke mennesker arbejder fleksibelt med deres arbejde. Pendler nogle dage, arbejder hjemme, skifter job, er selvstændige konsulenter eller bare projektansatte. Karrieremønstre, hvor man sagtens kan nyde livet i Svendborg, Skive eller Sønderborg, samtidig med at man har kunder og kolleger i fx. København.
Mennesker før jobs, kort sagt, hvad der jo helt indlysende er en kolossal mulighed for også kommunerne i Danmarks yderområder. Som vi herefter passende kan begynde at kalde noget andet. Hvad med Danmarks rygsøjle?
Mulighederne er i hvert fald til stede. Det er mit gæt, at City Brandingens 2. Kapitel i de kommende år vil ligge hos små og mellemstore kommuner med mellem 15.000 og 75.000 indbyggere. Det er her, man med handlekraft kan indrette skoler, byer og arbejdspladser, som man vil. Det her, man har naturen. Og det er her, man kan pendle til både jobs og kulturtilbud, fordi alting i Danmark trods alt er inden for køreafstand.
Kommunernes succes har i det lys at gøre med deres evne til at tiltrække fastboende borgere. Så enkelt kan det siges: Hvis en by er et godt sted at bo – hvis den er ”livable,” som man siger på engelsk, præget af ”levekvalitet” kan vi sige på dansk – ja, så går det den godt, om ikke andet fordi borgerne flytter, hvis den ikke er et godt sted at bo.
Nu er spørgsmålet om, hvad der gør en by til et godt sted at bo, naturligvis vanskeligt at definere. For nogle hænger livskvaliteten sammen med de fysiske rammer som natur og grønne områder; for andre er det kulturelle tilbud, økonomisk udvikling eller graden af sikkerhed (dvs. fraværet af kriminalitet, forurening mv.).
Det er her, brandingen - den strategiske kommunikation - kan gøre en forskel. En branding, der i hvert fald har fire elementer:
- Identifikationen af den enkelte bys mål og målgrupper. Hvilke borgere? Hvilke medarbejdere?
- Den klare positionering og den skarpe niche, dvs. placeringen i forhold til konkurrenter og nabobyer.
- Den sproglige essens, der samler borgere og medarbejdere om en grundfortælling, der giver mening.
- Valget af medier og kanaler, der bærer dialogen og kommunens konstante udvikling.
Sværere er det ikke. Udkants-Danmark rykker.