Læs her om, hvordan Vejle Kommune efter sammenlægningen lavede en brandingstrategi.
Selv om Vejle Kommune allerede har et rigtig godt image blandt de fleste danskere, så er kendskabet til selve kommunen begrænset. Derfor iværksatte Vejle Kommune, efter kommunalreformen, en undersøgelse blandt borgerne i kommunen og andre kommuners borgere om deres opfattelse af Vejle Kommune. Undersøgelsen dannede baggrunden for en brandingstrategi.
Formål
Brandingstrategien skal være med til at skabe et fællesskab blandt borgerne og virksomhederne, så de udadtil kan agere som ambassadører for kommunen. Fællesidentiteten og ambassadørerne skal fremme et stærkt omdømme, så flere får lyst til at flytte til Vejle.
Indsats og organisering
Vejle byråd igangsatte både kvantitative og kvalitative tiltag til at basere brandingstrategien på. Der blev gennemført 99 interview med borgere i Vejle Kommune, og to kvantitative analyser blandt 1021 borger i Vejle og 1000 borgere fra resten af landet. Undersøgelsen gjorde det dermed muligt at sammenligne Vejle med andre kommuner.
Efterfølgende blev der nedsat tre grupper: En styregruppe, som har det overordnede ansvar for implementeringen af brandingstrategien. En PR-gruppe, som har ansvaret for koordinering og generering af branding og markedsføringsinitiativer, samt arbejdsgrupper, som arbejder med de enkelte projekter.
Brandingstrategien konkretiseres gennem oplevelser og events for borgere og erhvervsliv, og har indtil videre affødt planer om blandt andet musikteater på højene, undervisningsmateriale til folkeskolens historiekanon, samt fotoudstilling med andre nationers Jellingestene.
Effekt
Brandingstrategiens resultater skal både måles netto i form af tilflytning af borgere, flere turister og studerende, samt gøre Vejle interessant for investorer. Derudover bliver de enkelte projekter målt på blandt andet antal deltagere, omtale og via tilfredshedsundersøgelser.
Du kan læse mere om Vejle Kommunes brandingstrategi i linket til højre
Kontakt
Christina Hegner, projektkonsulent (chrhe@vejle.dk) eller Sonja Hansen, kommunikationschef (SONHA@vejle.dk)