Borgerne i Vallensbæk Kommune har et hav af muligheder for at møde politikerne. Politikerkontakt er i fokus og skaber nærhed til det politiske system.
Stor fokus på politikerkontakt
I vallensbæk Kommune har borgerne mange forskellige muligheder for at komme i kontakt med de folkevalgte politikere. Borgerne kan blandt andet møde politikerne personligt, stille skriftlige spørgsmål og gå til dialogmøder.
Regelmæssige dialogmøder
Kommunen afholder regelmæssigt og mindst en gang om året dialogmøder med borgerne. Her kan alle kommunale forhold behandles og drøftes. Møderne annonceres i god tid og på en sådan måde, at flest mulige bliver opmærksomme på møderne. Hele kommunalbestyrelsen deltager i dialogmøderne, som ledes af borgmesteren. Formen på mødet tilpasses aftenens indhold. Borgerne kan indsende spørgsmål, idéer eller forslag til emner, som ønskes drøftet. Kommunalbestyrelsen kan tilsvarende beslutte temaer og emner, som ønskes drøftet med borgerne. Fast punkt på møderne er borgernes spørgetid, hvor der kan stilles spørgsmål til kommunalbestyrelsens medlemmer. Desuden bliver pressen inviteret til at deltage i dialogmøderne. Dermed får en bredere kreds af borgere glæde af dialogen.
Skriftlige spørgsmål til kommunalbestyrelsen
Enhver borger i Vallensbæk Kommune kan skriftligt stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen om emner af almen kommunal interesse.
Uformelt samvær efter hvert kommunalbestyrelsesmøde
Efter afslutningen af hvert ordinært kommunalbestyrelsesmøde indbyder kommunen borgerne til en halv times uformelt samvær med kommunalbestyrelsens medlemmer. Her kan borgerne tale med det eller de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som de har lyst til. Formålet med det uformelle samvær er at give borgerne mulighed for at tale med hver enkelt kommunalbestyrelsesmedlem om f.eks. spørgsmål om den dagsorden, som netop har været til behandling, eller andre kommunale emner. Borgerne kan også komme med idéer og kommentarer, som kan inspirere eller påvirke kommunalbestyrelsens medlemmer.
Møder med interessegrupper, bestyrelser, foreninger m.v.
Kommunalbestyrelsen eller et af dens udvalg kan efter behov mødes med en kreds af borgere om emner, som særligt angår den pågældende gruppe. Borgmester og det respektive fagudvalg mødes regelmæssigt med bestyrelserne for institutioner, skoler, grundejerforeninger og lejerforeninger, samt Ældrerådet.
Møder med borgmester og udvalgsformænd
Enhver borger kan bede om et møde med borgmesteren eller en udvalgsformand. Udvalgsformændene har normalt træffetid hver torsdag eftermiddag.
Se, hvordan de gør i Vallensbæk Kommune ved at følge linket i højre side under relateret information.