Indhold

09.03.18 14:15

Topmødedebat: For mange aktører i erhvervsfremmesystemet

Topmødedebat: For mange aktører i erhvervsfremmesystemet

Claus Juhl, formand for forenklingsudvalget, Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner og Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg.

Hvem skal sammen med staten stå i spidsen for fremtidens erhvervsfremme? Kommunerne eller regionerne? Det spørgsmål var omdrejningspunktet i en temadebat på KL's topmøde.

Fremtidens erhvervsfremme skal skabe gode rammer for vækst og udvikling i hele Danmark.

Mens virksomhederne, kommunerne og regionerne venter på Forenklingsudvalgets anbefalinger til fremtidens erhvervsfremmesystem, er der bred enighed om, at de tre niveauer, der laver erhvervsfremme i dag – det statslige, det regionale og det kommunale – skal skæres ned til to. Men hvis der kun er plads til to i "ægtesengen", og staten skal have den ene plads, hvem skal så have den anden – kommunerne eller regionerne?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet for en debat om fremtidens erhvervsfremmesystem, hvor Claus Juhl, der er formand for regeringens Forenklingsudvalg om erhvervsfremme, løftede en smule af sløret for udvalgets anbefalinger, der forventes at ligge klar omkring påske.

Juhl: Et nyt system skal være efterspørgselsdrevet

"Vores fokus er at få skabt et system, der er langt mere efterspørgselsdrevet efter virksomhedernes behov og ikke så udbudsdrevet, som i dag. Og noget af det, virksomhederne blandt andet efterspørger, er en god omgang digitalisering af erhvervsfremmeområdet. Udvalget vil desuden pege på en model, der går fra 3 til 2 niveauer, hvor det ene er staten, samt en model for, hvordan de mange regionale og lokale enheder kan samles til færre, så der bliver mere sammenhæng i systemet og lettere for virksomhederne at finde rundt i det," sagde Claus Juhl.

Forenklingsudvalget ønsker ikke at pege på, hvorvidt regionerne eller kommunerne skal stå i spidsen, når landets virksomheder skal bruge hjælp i fremtiden.

"Nu bygger vi en model, der består af en bestyrelse med repræsentanter fra både erhvervslivet og politikere. Om de politikere bliver regionale eller kommunale, kan vi ikke sige noget om endnu," sagde Claus Juhl.

Han ser et stort behov for at kigge på antallet af klynger og innovationsnetværk og skabe færre klynger, som kan dække hele landet uden overlappende indsatser. I dag findes der 217 unikke aktører på erhvervsfremmeområdet.

Danske Regioner: Opgaven skal løses i partnerskab

Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, erklærede sig enig i behovet for at effektivisere erhvervsfremmesystemet, men ærgrede sig over billedet af en dobbeltseng med tre parter, hvor den ene nu skal trække sig.

"For regionerne handler det ikke om antallet af niveauer – om det er 1, 2 eller 3. For os er det afgørende, at man i fremtiden som virksomhed kan finde ud af, hvilken dør man skal gå ind ad. Der skal være én klar indgang, og det skal være nemt for virksomhederne at vide, hvor de kan få den rette hjælp. Jeg synes, det er forkert, når vi diskuterer ud fra en præmis om, "hvem der skal stå i spidsen for erhvervsfremmeindsatsen". Det er en opgave, vi skal løse sammen i partnerskab," sagde Stephanie Lose.  

KL: Kommunerne skal spille en central rolle

Fra KL understregede Thomas Kastrup-Larsen, at erhvervsfremmeindsatsen er en vigtig dagsorden for kommunerne, og at den stærke, daglige kontakt, som kommunerne allerede i dag har med de lokale virksomheder, bør være omdrejningspunktet i en fremtidens erhvervsfremmesystem.

"Kommunerne kan ikke skrives ud ad ligningen. Men jeg medgiver, at vi kan samarbejde meget bedre – fx om færre klynger. KL har allerede spillet ind med 4 konkrete forslag til forenkling af erhvervsfremme – herunder at de 6 vækstfora nedlægges og samles i ét fora, at det kommunale udviklingsbidrag til regionerne skal tilbage i kommunerne øremærket erhvervsfremmende tiltag, som erhvervslivet efterspørger, og at der bliver en klar arbejdsdeling mellem væksthusene og den kommunale service," sagde Thomas Kastrup-Larsen.

Han ser frem til Forenklingsudvalgets kommende anbefalinger og understregede i debatten, at resultatet "for guds skyld ikke må ende med at blive et stift og rigidt system, som ikke kan reagere hurtigt og sætte de rigtige ting i gang."

DI: De gode intentioner har sejret ad helvede til    

Hos Dansk Industri, der har været blandt de hårdeste kritikere af det nuværende erhvervsfremmesystem, har man holdt sig neutrale i spørgsmålet om ansvarsfordelingen i fremtidens erhvervsfremmesystem. Da ordet gik til direktør i Dansk Industri, Kent Damsgaard, lød der ros til kommunerne:

"Vi måler jer hvert eneste år, og vi kan se, at virksomhederne bliver mere og mere tilfredse med den service, I leverer. Vi er taknemmelige for den store indsats, I alle gør for at hjælpe os. Men de gode intentioner har sejret ad helvede til. Oven i det har vi et vagt formuleret lovgrundlag, som betyder, at alle kan gøre alt. Der er ingen klar arbejdsdeling."

Kent Damgaard ønsker sig derfor en klar national strategi, en forenklet brugerflade – og bag det et forenklet system, hvor det er fuldstændig klart, hvem der gør hvad. Og så skal der effektvurderes.

"Men der skal måles på samme måde landet over, så der bliver enighed om, hvad der virker, og hvad der ikke virker ift. at skabe erhvervsfremme," sagde Kent Damsgaard.  

AAU: Erhvervsfremme skal skabe vækst i hele landet

I debatten deltog også Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet og medlem af af Forenklingsudvalget om erhvervsfremme. Han efterlyste et system, som sikrer vækst i hele landet og dermed skaber et Danmark i balance.

"Lad os nu tale om, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses, før vi taler om, hvem der skal løse dem. Fokus skal være på, hvordan vi som samfund får mest ud af erhvervsfremme. Det er de små- og mellemstore virksomheder, som udgør rygraden i danske erhverv. Hvis de skal overleve og udvikle sig, er nøglen at have vidensmedarbejdere ansat. Det har en dokumenteret effekt - og det skal et nyt system fremme," sagde Per Michael Johansen.