Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

01.04.11 15:32

Pak nu kommunalpolitikken pænere ind!

"Indpakningsmæssigt må der meget gerne snart ske noget, hvis kommunalpolitik i fremtiden ikke kun skal virke tiltrækkende på de overmenneskeligt arbejdsomme, de driftsorienterede, og de overfor kritik meget hårdhudede" skriver professor Ulrik Kjær i ny klumme.

Af Ulrik Kjær, Professor MSO, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Hvis man lytter i krogene hos de lokale partiforeninger, så virker det som om, at det mange steder bliver stadigt sværere at få fat i kandidater. Og det er måske ikke altid så underligt, når man tænker på det image, som kommunalpolitisk arbejde efterhånden har fået. Det er jo ikke historien om, at man kan deltage i spændende politiske diskussioner, gøre noget godt for sit lokalsamfund og sine medmennesker og få indflydelse på vigtige prioriteringer, der præger billedet. I stedet er det i højere grad historien om, at man ved at bruge al sin fritid kan være med til at beslutte nogle få småting (som Folketinget endnu ikke har detailreguleret), og så i øvrigt få en masse vrøvl og ballade med sine naboer og bekendte i lokalsamfundet, når kommunen lukker deres skole eller skærer i hjemmehjælpen.

Det er uklart, om virkeligheden ligger tættest på skønmaleriet eller rædselsbilledet, ligesom der kan være forskellige holdninger til, om man i ”det kommunale Danmark” skal fokusere på at ændre indholdet eller indpakningen. Min vurdering vil være, at den negative historie høres lidt for tit, og at man derfor er nødt til ikke bare at arbejde med indholdet i kommunalpolitikken men også med indpakningen.

Indholdsmæssigt så skal der selvfølgelig gøres noget ved kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, så det ikke bare er et meget lavtlønnet halvtidsjob. Der skal kæmpes imod detailregulering, som fjerner politikken fra kommunalpolitikken. Og der skal kæmpes for lokale styringsmuligheder.  

Men indpakningsmæssigt må der også meget gerne snart ske noget, hvis kommunalpolitik i fremtiden ikke kun skal virke tiltrækkende på de overmenneskeligt arbejdsomme, de driftsorienterede, og de overfor kritik meget hårdhudede. Der må gås imod de negative historier om kommunalpolitikere, som ikke har tjek på alle detaljer eller ikke kommer til alle møder – det er vel ikke dovenskab og sløseri, hvis en kommunalpolitiker forsøger at holde det kommunalpolitiske arbejde under 20 timer af deres fritid om ugen? Der må gøres op med historien om, at staten bestemmer det hele – det kan godt være Folketinget bestemmer mere og mere, men hvis man ser på den helt altoverskyggende politiske diskussion i de fleste kommuner i disse år, nemlig skolestrukturen, så er valget mellem få store eller flere små skoler da stadig et hundrede procent kommunalt anliggende. Og så skal der i allerhøjeste grad gøres op med forestillingen om, at kommunalpolitikerne hele tiden foretager nedskæringer, og at de gør det, fordi de er onde mennesker. Kommunalpolitikerne foretager omprioriteringer (nogen får mere andre får mindre). Og kommunalpolitikerne har jo sådan set bare påtaget sig den svære men nødvendige opgave at prioritere, hvordan pengene i kommunekassen skal bruges. Det er jo borgerne, der i øjeblikket ikke fylder kassen så meget op igennem deres skattebetaling, som de samme borgere har ønsker om kommunal service for. Det er ikke kommunalpolitikerne, der er skyld i en eventuel ubalance mellem penge i kassen og ønsker om service – det er borgerne selv.

Det kan imidlertid være vanskeligt at arbejde med kommunalpolitikkens image, da det jo blandt andet kræver, at man ikke lefler for de højest råbende borgere og tager en ærlig snak med sine borgere. Man skal trække nogle streger i sandet, når man mener, at borgerne går over stregen. Og man skal gøre op med historien om, at det hele er kommunalpolitikernes skyld. Det kan være farligt for folkevalgte, der skal genvælges. Men det er dybest set det, der er essensen i politisk ledelse. 

Klummen er også bragt i nyhedsmagasinet 'Danske Kommuner' no. 9 2011  

 

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes