Indhold

08.03.18 09:53

Martin Damm: Der skal ske et markant skifte i sundhedspolitikken

Martin Damm: Der skal ske et markant skifte i sundhedspolitikken

"Behandlingen skal i højere grad være der, hvor borgerne er," sagde Martin Damm i sin formandstale på KL's topmøde i Aalborg.

På tærsklen til årets økonomiforhandlinger med regeringen, er budskabet fra KL's formand, Martin Damm klart: Væksten på sundhedsområdet skal fremover ske i kommunerne og i almen praksis. Og økonomien skal følge med.

"De sidste ti år har vi i Danmark opbygget et højt specialiseret sygehusvæsen. Det har været en rigtig og nødvendig udvikling. Men samtidig har vi opbygget et system, der honorerer, at borgerne ryger ind og ud af sygehuset. Inden for de sidste år er der sket en enorm stigning i antallet af behandlinger på sygehusene, uden at man kan se en tilsvarende stigning i antal behandlede borgere. Det giver ingen mening."

Sådan lød det, da Martin Damm i sin formandstale på KL's Topmøde i Aalborg sendte en direkte opfordring til regeringen om at sætte sundhedsområdet øverst på dagsordenen i de kommende økonomiforhandlinger.

Økonomien skal følge med

I sin tale påpegede Martin Damm det paradoksale i, at Danmark ligger midt i feltet af EU-lande i forhold til andelen af læger pr. indbygger, mens vi er det land i verden, som har flest læger pr. indbygger på sygehusene.

"Er det en smart prioritering i lyset af den kæmpestore demografiske udfordring med langt flere ældre, som vi står over for? Nej! Det afspejler, at en alt for stor del af behandlingen finder sted på sygehusene," sagde Martin Damm.

Ifølge formanden er der behov for et markant skifte i sundhedspolitikken:

"Væksten på sundhedsområdet skal fremover ske i kommunerne og i almen praksis. Det er i det nære sundhedsvæsen, indsatsen skal lægges. Og økonomien skal følge med!"

Kommunerne er omdrejningspunktet

Martin Damm understregede i sin tale til de fremmødte kommunalpolitikere og ministre, at fremtidens sygehusvæsen fortsat skal være specialiseret. Opgaven er at videreudvikle alt det, der er udenom så som forebyggelse, genoptræning og pleje.

"Vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at undgå, at folk bliver så syge, at de har brug for specialiseret behandling. Opgaven er at videreudvikle alt det, der er udenom: forebyggelse, genoptræning og pleje. Vi er nødt til at sikre at selve behandlingen af borgerne i højere grad skal foregå i nærmiljøet, så det ikke griber for meget ind i hverdagen," sagde Martin Damm og fortsatte:

"Omdrejningspunktet er nødvendigvis kommunerne, som har stor erfaring med at have et tæt og helhedsorienteret samarbejde med borgeren. Og så selvfølgelig også de praktiserende læger. Behandlingen skal i højere grad være der, hvor borgerne er."

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce