"Kommunerne befinder sig i en brydningstid. Den økonomiske krise sætter nye rammer. Som kommunalpolitikere har vi et valg: Vi kan enten stikke hovedet i busken– og forgive at alting kan forblive som før – eller vi kan gå til opgaven med åbent sind og få lavet de reformer, der skal til, for at vi også i fremtiden har råd til velfærd på højt niveau" skriver Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen i ny klumme.
Af Søren Pape Poulsen, borgmester i Viborg
Den økonomiske krise kombineret med at stadig færre i den arbejdsdygtige alder skal forsøge stadig flere på overførselsindkomst, nødvendiggør rationaliseringer i den offentlige sektor. Hvis regnestykket for velfærds-danmark skal hænge sammen, skal den offentlige sektor blive både bedre og billigere. Og hvis det skal lykkes, kræver det kommunalpolitisk ledelse.
’Mini-strukturreformer’ lokalt
Kommunalreformen lagde fundamentet. Kommunerne har i dag den tyngde, der skal til for at imødegå fremtidens udfordringer. Men reformbehovet stopper langt fra her. Som kommunalpolitikere står vi i disse år lokalt overfor en række "mini-strukturreformer". Det gælder fx på daginstitutionsområdet, på plejehjemsområdet og på skolestruktur.
Det konkrete reformbehov er selvfølgelig forskelligt fra kommune til kommune – men selve udfordringen er principielt den samme: Hvordan skal vi som kommunalpolitikere prioritere, nu hvor der ikke længere er råd til det hele? Hvad er vigtigst? Er det fx antallet af skoler i kommunen – eller kvaliteten af den undervisning, som vi giver vores børn?
Det er et spørgsmål, vi som kommunalpolitikere bliver nød til at stille os selv. Og der bør ikke på forhånd være ’hellige køer’, som vi som politikere ikke tør at kigge på i frygt for borgernes reaktion.
’Sognerådspolitiker’ kontra kommunalpolitiker
Lad mig give et eksempel fra Viborg Kommune. Vi valgte i sidste valgperiode at lukke fem skoler. Det var voldsomt upopulært. Jeg var formand for Børne- og Ungdomsudvalget på det tidspunkt og mærkede på første hånd, hvilken vrede og harme en sådan beslutning kan vække lokalt. Som kommunalpolitikere skal vi gå i dialog med borgerne. Vi har trods alt fået to ører og kun én mund. Vi skal lytte og sætte os ind i forskellige borgeres forskellige perspektiver. Men det er på ingen måde det samme som, at vi ikke skal være i stand til at træffe upopulære beslutninger.
I sådanne spørgsmål, tror jeg, at man må gøre op med sig selv, hvilken form for politiker, man vil være: Er man ’sognerådspolitiker’, der kun varetager sit eget lokalområdes interesser – i dette tilfælde den lokale skole, eller er man kommunalpolitiker, der påtager sig ansvaret for at prioritere på tværs, og hvor beslutninger træffes ud fra, hvad der er bedst for hele kommunen?
Der er ikke tvivl om, at det at være helhedsorienteret kommunalpolitiker er det sværeste. Lukning af fx skoler bliver aldrig populært. Men omvendt hvis vi alle er ’sognerådspolitikere’ med galoperende vælgerangst, kommer vi ikke særlig langt.
Undervurder ikke borgerne
Når det er sagt, er jeg i øvrigt slet ikke i tvivl om at flertallet af borgere i virkeligheden har respekt for en kommunalbestyrelse, der har modet til at træffe nødvendige og rigtige beslutninger. Dette ’tavse flertal’ gør måske ikke så meget væsen ud af sig – men de er der.
Vi må ikke undervurdere borgerne. De sætter pris på, at vi som kommunalpolitikere tager ansvar for at gennemføre nødvendige reformer. Det er faktisk det vi er valgt til. Borgerne ved godt, at verden ikke står stille. Det skal kommunerne heller ikke gøre.