Indhold

kl.dk > Kommunalpolitik > KKR klumme: KKR’s succes kræver et godt administrativt hold

Oprettet den 12.03.10

KKR klumme: KKR’s succes kræver et godt administrativt hold

Samarbejdet i KKR kom rigtig godt i gang i første periode. De kommunale administrationers involvering og bidrag til drøftelserne er en væsentlig del af grunden. Den nye valgperiode kalder også på administrationernes opmærksomhed og aktive deltagelse i KKR arbejdet

Vi har brug for de kommunale administrationer som brobyggere mellem KKR og kommunalbestyrelserne. KKR skal fremstå tydeligere for kommunalbestyrelserne.

Det er administrationen, der sammen med borgmesteren og eventuelt andre KKR medlemmer i kommunalbestyrelsen kan bistå med at skabe overblik i udvalg og kommunalbestyrelse over, hvornår KKR drøfter hvilke temaer, og hvornår og hvordan kommunalbestyrelsen kan spille ind med erfaringer og synspunkter.

I KKR har vi selvfølgelig også et ansvar. Vi skal for eksempel blive endnu bedre, end vi hidtil har været, til at efterlyse kommunalpolitiske indspark og debat.

Vi får også brug for de kommunale administrationer til at styrke fokus på politik og minimere fokus på teknik i KKR’s drøftelser.

Det går ikke med murstens-tykke rammeaftaler og sundhedsaftaler, hvor politik og teknik flyder sammen. Vi har tillid til, at administrationerne får teknikken på plads. Fremadrettet skal vi have mindre papirdynger og mere fokuserede oplæg til de politiske drøftelser i KKR. Og oplæggene skal udarbejdes af vores administrationer i fællesskab og enighed – ellers giver det ingen mening at bringe det videre til os politikere.

Større fingeraftryk

I den nye valgperiode skal de kommunalpolitiske fingeraftryk på indholdet i de kommende sundhedsaftaler, Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi og den regionale udviklingsplan være endnu større end i sidste periode. Det kræver, at kommunernes administrationer bistår med offensive udspil, vi som politikere kan drøfte og lægge linjen ud fra.

Der er ikke ét svar, når det handler om, hvordan de kommunale administrationer bør organisere sig tværkommunalt og regionalt. Der er for eksempel stor forskel på, hvordan administrationerne i Hovedstaden og på Sjælland har valgt at indrette sig i forhold til KKR arbejdet.

I KKR Sjælland har de 17 kommunaldirektører organiseret sig med otte hovedområder og med to-tre kommunaldirektører som ansvarlige på hvert område. I tilknytning hertil er der etableret en række faglige styregrupper bestående af ledere og medarbejdere, som alle refererer til kommunaldirektørerne.

I KKR Hovedstaden er omdrejningspunktet fire embedsmandsudvalg, som tilsammen dækker KKR’s kerneopgaver. Alle kommuner deltager i mindst et udvalg. Udvalgene er sammensat af direktører med ansvar for de relevante fagområder, eksempelvis socialdirektører, tekniske chefer med flere.

Selvom den administrative organisering i forhold til KKR er forskellig i det østlige Danmark, er der også ligheder. Den største og vigtigste lighed er, at vi som KKR formandskaber har kommunaldirektørerne som hovedansvarlige. Vi har ét sted, hvor opgaverne afleveres og følges op på. Denne opgavefordeling er efter vores mening helt central og nøglen til det gode KKR arbejde. <





Primær navigation


Sekundær navigation


Ny bruger?|


KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes