Indhold

kl.dk > Fagområder > Ledelse og personale > Vi husker vores gode lærere

Oprettet den 22.02.10

Vi husker vores gode lærere

Ni ud af 10 danskere mindes med mellemrum deres lærere i folkeskolen for noget positivt. Nu starter en kampagne, der skal højne lærerfagets image og trække flere studerende til læreruddannelserne - så også de kan blive husket.

Læreren, der inspirerede. Læreren, der brændte helt særligt igennem. Læreren, der forstod at håndtere mig på den helt rigtige måde.

En ny undersøgelse viser, at hovedparten af danskerne har gode minder om lærere, der betød noget helt særligt for dem og har været med til at præge deres valg af uddannelse, job og karriere.

Undervisning

Undersøgelsen viser desuden, at 98 procent af de adspurgte enten er helt enige eller overvejende enige i, at skolelærere løser en vigtig samfundsmæssig opgave.

Det er gode nyheder, og desuden det helt gennemgående tema i en ny kampagne, der lanceres af alle lærerfagets aktører den 22. februar. Det er Undervisningsministeriet, Danmarks Lærerforening, KL og Lærerstuderendes Landskreds, der er gået sammen om kampagnen.

Undersøgelsen er foretaget af Userneeds for Advice og dokumenterer, at der findes rigtigt mange gode lærerhistorier, som bør fortælles. I den landsdækkende kampagne er lærerstuderende fra alle landets læreruddannelser i front, og jagten er gået ind på at få danskerne til at dele deres gode lærerhistorier på nettet via hjemmesiden www.bliv-lærer.nu, Facebook, Twitter, mv.

Kampagnens afsæt er de sidste års vigende ansøgerantal til læreruddannelsen. Den tendens vil de centrale parter inden for lærerområdet forsøge at ændre. Forskellige undersøgelser har de seneste år dokumenteret, at tendensen blandt andet bunder i, at lærerfaget har et dårligt image i den bredere befolkning.

For yderligere information om kampagnen og undersøgelsen kontakt Thomas Beck Sørensen, Advice, på tlf. 25 57 21 73 eller e-mail thomas.s@adviceas.dk.

Det siger parterne om kampagnen


Bertel Haarder, undervisningsminister

"Hvem kan ikke huske gode lærere fra deres skoletid? De betød noget for os, fordi de formåede at flytte os fagligt såvel som menneskeligt. Fordi de gav os indsigt og udsigt. Nogle har været helt særlige rollemodeller for os. De har givet os viden, inspiration, selvværd og omtanke for fællesskabet - de har haft indflydelse på den vej, vi har valgt i livet. Skænk din yndlingslærer en tanke. Og vil du huskes for noget betydningsfuldt og positivt her i livet, så overvej at blive lærer."

Yderligere information om kampagnen fra Undervisningsministeriet:
Fuldmægtig Alan Klæbel, alan.klaebel@uvm.dk, tlf. 33 92 52 64
Pressesekretær Ingeborg E. Nielsen, ien@uvm.dk, tlf. 33 92 50 09

Anders Bondo Christensen, formand Danmarks Lærerforening:

"Det er egentligt ikke overraskende, at der er så mange gode og personlige historier i kampagnen, der fortæller om lærere, som vi kan huske, og som har haft stor betydning for os. Det viser den afgørende betydning, som lærerne har for den enkelte elev og for vores samfund. Jeg håber, at kampagnen kan medvirke til, at mange vælger at søge læreruddannelsen."

Yderligere information om kampagnen fra Danmarks Lærerforening: Projektleder Niels Gæmelke, NG@DLF.ORG, tlf. 33 69 64 13

Erik Fabrin, formand KL:

"Rigtig mange lærere går på pension i de kommende år. Vi står derfor med en massiv udfordring i forhold til at rekruttere tilstrækkeligt mange lærere. Derfor er det afgørende, at alle hjælper til med at tale folkeskolen op og give faget og lærerne den anerkendelse, som de fortjener. Og kampagnen er netop med til at rette opmærksomhed på den store indsats og det vigtige arbejde, som lærerne udfører.

Yderligere information om kampagnen fra KL: Trine Søndergaard, trs@kl.dk, tlf. 33 70 35 64

Om kampagnen ”Bliv lærer”

”Bliv lærer” er en kampagne, der skal styrke lærerfagets image og tiltrække flere unge til læreruddannelserne.

Kampagnen bygger på, at alle kan fortælle en historie fra skoletiden om en god lærer, der på en eller anden måde har gjort en forskel for dem. Med en række forskellige aktiviteter breder kampagnen de gode historier ud, så alle og især unge uddannelsessøgende kan (gen)opdage kvaliteterne ved lærerfaget og se alle de gode grunde til at blive lærer.

På kampagnesitet bliv-lærer.nu kan alle fortælle om deres gode læreroplevelse ved at uploade historien på video eller skrive den direkte på sitet, på sms (1231) eller twitter (#blivlærer).

Lærerstuderende og lærere fra hele landet går forrest i arbejdet med at vække minderne om de gode lærerhistorier til live. I små ambassadørkorps rykker de ud for ansigt til ansigt at høre historierne og tage en snak om lærerfaget med alle, der har lyst til at høre mere. Det sker på ungdomsuddannelserne, på uddannelsesmesser og i gadebilledet hen over foråret 2010.

Kampagnen støttes af annoncer med kendte danskere og de gamle lærere, som har gjort en forskel for dem.

Konkurrencer og præmier
Alle, der deltager i kampagnen (via sms, Twitter eller bliv-lærer.nu), er med i konkurrencen om 4 iPhones.

Alle, der uploader en video med en god lærerhistorie, deltager samtidig i konkurrencen om billetter til Roskilde Festival 2010 og en klassefest til en værdi af 10.000 kr.

 

 

 

 

 

 

 

 





Primær navigation


Sekundær navigation


Ny bruger?|


KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes