Har kommunalbestyrelsesmedlemmer pligt eller ret til at reagere ved mistanke/viden om borgeres ulovlige forhold?
1. Indledning
KL modtager ind imellem henvendelser fra kommuner, der rejser forskellige spørgsmål i forbindelse med kommunalbestyrelsesmedlemmers pligt eller ret til at reagere, når disse ”som privatpersoner” får en viden eller en mistanke om, at en borger begår et ulovligt forhold. En række spørgsmål går tillige på, om der i visse tilfælde kan opstå en (retlig) handlepligt, hvis borgmesteren eller fx en udvalgsformand i denne egenskab (som repræsentant for kommunen) modtager oplysninger om, at en borger begår et ulovligt forhold.
De følgende afsnit 2 og 3 anskuer spørgsmålene om pligt og ret under en rent retlig synsvinkel.
I afsnit 4 anføres der nogle mere generelle synspunkter om, hvordan byrådsmedlemmer typisk kan eller bør forholde sig i de pågældende situationer. Disse bygger ikke på retsregler men på vejledende normer af mere ”moralsk” karakter baseret på hensynet til at bevare respekten for kommunestyret og kommunalpolitikerne.
I afsnit 5 ses der på spørgsmålet, om der i visse tilfælde kan opstå en (retlig) handlepligt, hvis borgmesteren eller fx en udvalgsformand i denne egenskab (som repræsentant for kommunen) modtager oplysninger som beskrevet.
2. Hvornår er der retlig pligt til information af kommunen ?
En informationspligt må forudsætte udtrykkelig lovhjemmel. Et eksempel herpå er reglen i socialservicelovens § 36 om indberetning til kommunen i situationer, hvor det må antages, at børn og unge udsættes for ”vanrøgt”.
3. Må kommunalbestyrelsesmedlemmer, der som privatpersoner får viden eller mistanke om ulovligheder, videregive oplysninger herom til andre?
Helt generelt må dette spørgsmål besvares bekræftende. Adgangen er end ikke begrænset af reglerne om tavshedspligt, da denne alene omfatter oplysninger, som de pågældende får i forbindelse med udøvelsen af deres hverv (som byrådsmedlemmer). Oplysningerne kan videregives til enhver, herunder borgmesteren, pågældendes byrådsgruppe eller andre enkeltpersoner.
4. Hvornår og på hvilken måde bør et byrådsmedlem reagere på viden eller mistanke om ulovligheder?
Flere grunde kunne tale for, at politikeren som udgangspunkt bør videreformidle en konkret viden eller mistanke om, at en borger begår en ulovlighed, til kommunen, også når politikeren får sin viden som privatperson Hvis politikeren ikke reagerer på en ulovlighed fra borgerens side, kan borgeren få indtryk af, at det er i orden - at politikeren ”ser igennem fingre med ulovligheden”, og det vil generelt være vanskeligt at opretholde borgerens respekt for det kommunale styre
Ikke alle lovovertrædelser er lige alvorlige, men KL er som udgangspunkt af den opfattelse, at politikeren - hvis han som privatperson bliver opmærksom på en ulovlighed fra en borgers side, der ikke er af bagatelagtig karakter, og som han derfor mener, at der derfor bør reageres imod, først bør opfordre borgeren til snarest selv at bringe forholdet i orden.
Hvis dette ikke sker, bør han herefter underrette borgmesteren eller den udvalgsformand eller forvaltningschef, der er ansvarlig for området. Borgmesteren eller udvalgsformanden/forvaltningschefen bør herefter tage vare på, at forvaltningen tager de relevante initiativer i forholdet til borgeren, f. eks. partshøring af borgeren på baggrund af de modtagne oplysninger.
5. Kan der i visse tilfælde foreligge en egentlig retlig pligt for politikere til at reagere, når de får viden eller mistanke om ulovlige forhold?
I modsætning til de under afsnit 4 beskrevne situationer er der her tale om viden, som de pågældende erhverver fx i deres egenskab af borgmester eller udvalgsformand m.v., idet den, der afgiver de pågældende informationer, direkte eller indirekte tilkendegiver, at informationerne afgives til de pågældende politikere i denne egenskab.
Efter KLs opfattelse følger det i denne situation af politikernes overordnede ansvar for at føre tilsyn med forholdene i kommunen og at forhindre/sanktionere ulovligheder på områder, som kommunen forvalter, at borgmesteren/udvalgsformanden og andre politikere ved kontakt til borgmesteren/forvaltningen har pligt til at videregive de modtagne informationer, i hvert fald i tilfælde, hvor disse ikke umiddelbart kan afvises som grundløse, men må give anledning til en begrundet mistanke om et ulovligt forhold. Der vil herefter kunne tages de nødvendige initiativer til ”opklaring” eller lovliggørelse af forholdet, jævnfør ovenfor under afsnit 4.